Vi fodrer fuglene året rundt her på Slåenvej og holder af at følge med i artsrigdommen. En vinterdag nåede vi op på over 25 forskellige fuglearter i haven. Hver januar laver vi vores egen daglige fugletælling, og det giver et interessant indblik i, hvordan artsudvalget forskyder sig fra det ene år til det andet- og ikke to år er ens.

Vinteren 2015 gav en kraftig indvandring af gulspurv, der ellers er en fugl, som tilhører det åbne land, men den gode forsyning med fuglefrø lokkede uden tvivl. Tilsyneladende kan spurvene inspirere hinanden, for i en lang periode så vi blot én eller to gulspurve af gangen, men ved vinterens slutning var flokken oppe på omkring de 15 af de smukke fugle.

To andre arter er også i markant fremgang: Kærnebider og Dompap. Begge to prangende farverige fugle, der ikke er til at tage fejl af. Jeg har altid opfattet begge som vintergæster, men et pænt udvalg er blevet hængende i området i år, og de er nu daglige gæster på foderbrættet – selv her i maj. De må altså yngle i Langesø, så måske de er kommet for at blive her året rundt? Man har da lov at håbe.

Hannen hos Dompappen har med det dybrøde bryst og den sorte hovedkappe inspireret til navnet, der er afledt af det tyske ord for domprovst, der i Tyskland har en sort og rød festdragt. Navnet Dompap er her til lands sjældent brugt rosende, da det er mere elle mindre synonymt med dumrian. Fuglene opfører sig ellers intelligent nok, så forklaringen skal nok søges i den fonetiske lighed mellem ”dom” og ”dum”.

På afstand lægger man ofte mærke til Dompapperne på grund af deres stemme. Ikke fordi de synger smukt, men de har et helt særligt og letgenkendeligt fløjt. En særlig vemodig tone, som kan høres langt væk.  Når man først har lært fløjtet at kende, bliver man opmærksom på, hvor mange Dompapper her i virkeligheden er.

Kærnebideren er lidt af en særling på den gode måde. En plump fugl på omkring 20 centimeter og udstyret med et kraftigt næb, der er en papegøje værdigt. Fjerdragten er også så spraglet, at man umiddelbart ville forvente, at det her er en eksotisk fugl fra de varme lande. Det er da heller ikke helt forkert, da den er vidt udbredt fra det nordvestligste Afrika tværs over Asien til Stillehavskysten. Det kraftige næb er et effektivt værktøj, der kan knække stort set alle frø og kærner. Den var da også før i tiden kendt som Kirsebærfugl, da den kunne knække selve stenen i kirsebærret og nå ind til den næringsrige kærne. Et helt igennem velvalgt navn.

I litteraturen omtales Kærnebideren som sky og vagtsom, men de små flokke her på stedet kan man komme tæt ind på livet af. Den er som sagt lidt af en flokfugl og skulle endda yngle i små kolonier. Vi har endnu til gode at finde dens rede, men den er en hyppig og velkommen gæst, der spiser store mængder solsikkefrø i nær konkurrence med de talrige egern.

Der er liv og glade dage på foderbrættet for tiden. Det kommer kun til at gå endnu heftigere til i de kommende uger, når æggene klækkes, og forældrefuglene for alvor skal til at fodre. Foråret er en travl tid i fugleverdenen.