Kejserens Smukke Klæder

Kejserkaabe

Langesø har sin helt egen kejser eller rettere vi har kejserens kåbe, der bestemt ikke er Kejserens Nye Klæder. En ægte lokal seværdighed, der oven i købet er en af de mere sjældne. Seværdigheden består i sommerfuglen Kejserkåbe, der atter er på vingerne i skrivende stund. Jeg har netop set årets første eksemplar, og det er et glædeligt gensyn, da Kejserkåben er blandt vores flotteste dagsommerfugle. Lokalt har vi en ganske pæn bestand, og årsagen er sikkert, at den er en decideret skovsommerfugl – især knyttet til skovbryn, skovveje og små skovlysninger. Vi skal være taknemmelige, da Kejserkåben efter bøgerne er en sjældenhed i Nordsjælland og endda er i kraftig tilbagegang over hele landet.

Kejserkåben er en iøjnefaldende, stor og flot flyver, der tilhører perlemorssommerfuglene, da flere af vingernes tegninger minder om perlemor. Hannen er orangerød med mørke striber. Hunnen er mere brunlig og har pletter i stedet for striber på forvingen. Kejserkåben hører til i midsommeren og i sensommeren til og med august. Så den dukker først op lang tid efter, vi har kunnet glæde os over forårets Citronsommerfugle, Nældens takvinge og Kålsommerfugle.

Kejserkåbe hun

Kejserkåben viser sig nogenlunde samtidig med Admiral og Dagpåfugleøje, men i år vandt Kejserkåben kapløbet. Allerede forleden dag flaksede den lynhurtigt hen over blomsterknopperne på georginerne, som om den checkede, om de mon ikke snart havde tænkt sig at springe ud. Kejserkåben måtte dog i denne omgang nøjes med vores gulblomstrede Natlys, der er ganske tidlige i år i denne våde sommer, hvor de lykkeligt har undgået rådyrenes gastronomiske opmærksomhed, selv om de Natlys ellers står øverst på hjortenes yndlingsmenu.

Forskellige sommerfugle har hver deres krav til planter, både når det gælder æglægning og larver og når de omsider bliver flyvende. Det er jo i sig selv et rent mirakel, at en ejendommeligt udseende larve ender som en yndefuld sommerfugl. Et insekt, som inde i sin puppe transformeres totalt og ombygges fra at være en krybende mangebenet larve til en smuk og skrøbelig flyvefærdig sommerfugl.

Kejserkåbe Larve

 

Hvis man gerne vil have mange sommerfugle, kan man selv gøre meget. Ikke mindst ved at vælge de rigtige planter, og ofte er det blot et spørgsmål om at lade være med at luge alt for kraftigt og lade naturen gå sin gode gang. Nældens Takvinge vil som navnet ganske rigtig siger gerne have masser af brændenælder (Stor Nælde –Urtica dioica), hvor larverne kan mæske sig og gøre sig klar til det helt store stilskifte. Så lad nogle af nælderne stå. De er alligevel nemme at holde i ave.

Kejserkåben har ganske andre plantekrav – endda af de mere prydelige, nemlig Violer. Æggene æg lægges typisk i barkrevner, og de klækkes så om efteråret, men larven går omgående på stand-by og overvintrer uden at tage føde til sig. Om foråret vågner larverne af døsen på det netop det rette tidspunkt, hvor der serveres en smuk og velduftende blomsterbuffet. Larverne holder af Violer og de nærtbeslægtede Stedmoderblomster, hvad der jo heldigvis er rigtig mange af her i Langesø. Naturen har endda indrettet det så viseligt, at Kejserkåbens hunner lægger deres æg i nærheden af Violer, hvordan de så end finder ud af det. Efter tilpas mange blomstermåltider forpupper larverne sig, så den færdige sommerfugl ”fødes” på netop det rette tidspunkt, hvor der er mad nok og optimale muligheder for at sikre den næste generation. Det vil typisk sige fra starten af juli og et par måneder frem.

Violer

Så snart sommerfuglebuskene – Buddleja davidii – springer ud, er Kejserkåben en hyppig gæst sammen med mange andre af de sommerfugle, som vi er så heldige at have en pæn bestand af. Mit gæt er, at Langesø får en langt mindre dosis sprøjtegifte end et almindeligt villakvarter, hvor insekter ofte udsættes for intensiv kemisk krigsførelse. Og netop et uforgiftet miljø og mange forskellige blomstrende plantearter er en forudsætning for at have et rigt sommerfugleliv. Kejserkåben skulle være særligt begejstret for blomstrende tidsler og brombær, hvad vi jo er ganske velforsynede med. Du kan se en liste over andre gode sommerfugleplanter – både haveplanter og vilde planter – nederst i denne artikel.

Sommeren står for døren, og forhåbentlig bliver den rig på de solbeskinnede og tørre dage, som sommerfuglene sætter så meget pris på. Næste gang du ser en sommerfugl flaske rundt i haven, så giv det lige en tanke, at du netop har set et lille biologisk mirakel. Endda et mirakel vi selv kan hjælpe på vej ved at gøre have mere blomsterrig. Det er godt for både mennesker og insekter.

Gode Sommerfugle-planter

Buddleia
Budleia og Nældens Takvinge

Haveplanter

Julerose, hyacinth, aftenstjerne, aubretia, syren, gyldenlak, erica, frugttræer, blodribs. Tidselkugle, nepeta, studenternellike, floks, morgenfrue, lavendel, isop, haveknopurter, heliotrop, statice, sporebaldrian, peberrod, verbena, hjulkrone, dild, slangeurt, kartebolle, sommerfuglebusk, merian, asters, gyldenris, lyng

Vilde planter

Mange somemrfugle elsker tidsler
Mange somemrfugle elsker tidsler

Kodriver, lungeurt, døvnælde, krybende læbeløs, slangehoved, storkenæb, oksetunge, gederams, katost, røllike, stor knopurt, gedeskæg og pileurt.