Kategoriarkiv: Fugle

Alt vedrørende fugle

Plejebarnet spiser Dræbersnegle

Der lever Pindsvin i Langesø, men langt fra nok. Det problem kan dog løses, da vi er så heldige at have et lokalt Pindsvine-refugium for syge og tilskadekomne Pindsvin. Det er ildsjælen Christina Teichert på Kvædevej, der tager sig kærligt af de nødlidende pindgrise. Hun er mere eller mindre flyttet ud af sit eget hus for at give plads til Pindsvinene, der bliver plejet og passet, indtil de igen er sunde og raske.

De opdaterede Pindsvin skal på et tidspunkt flytte hjemmefra og rejse ud i det virkelige liv. De søger derfor nye græsgange – eller rettere nye plejeforældre – der vil give dem plads i deres have. Her lærer de hurtigt at klare sig selv og går i gang med at gøre mange nyttige ting for miljøet. Christina modtager omkring 100 af de piggede patienter om året, så der er gode muligheder for, at man kan sikre sig et gratis plejebarn, hvis man tager sig en snak med hende. Lige her i sommerperioden er det højsæson for Pindsvine-adoptioner.

Klar til at vågne

Her er det på sin plads med lidt fakta om det totalfredede Pindsvins nytteværdi: De spidssnudede nataktive dyr kan hjælpe dig af med en af køkken- og prydhavens allerstørste plager: dræbersneglene. De spiser regnorme, biller, larver, edderkopper og snegle – og vigtigst for haveejere: æg og unger af dræbersneglene. De er kort og godt en vigtig del af vores fødekæder og hjælper os med at holde den naturlige balance i vores miljø, så det hele fungerer bedst muligt for os alle.

 

Fakta om Pindsvin                

Kropslængde: Ca. 25 cm

Halelængde: Ca. 3 cm

Vægt: ¾-1½ kg

Antal pigge: 5.000-7.000

Parringsperiode: Juni-juli

Drægtighed: 35 dage

Antal unger/kuld: 2-9, i gennemsnit 4-5

Antal kuld/år: 1

Levetid (max.): 6-7 år

Udbredelse, verden: Skandinavien, England, Irland, Den iberiske Halvø, Italien og østpå til Uralbjergene

Udbredelse, Danmark: Stort set overalt, ikke bare på fastlandet og større øer, men også på en lang række mindre øer

Beskyttelse: Totalfredet

Anvendelse: Ingen

Fjender: Få pga. piggene. Ræv, grævling, ilder, skovmår, husmår, stor hornugle, trafik

Kilde: Naturhistorisk Museum

 

Bevar vores grønne formue

Langesø er en enestående blanding af natur og kulturlandskab. Fortidens beboerne var åbenbart klogere end os. De både vidste og praktiserede, at det er til fælles bedste, når man respekterer naturen, bibeholder områdets skovagtige præg og ikke ødelægger det til fordel for en gængs villahave. Den slags sterile haver er landet i forvejen mere end velforsynet med, og kun alt for ofte ødelægger en traditionel villahave det autentiske naturpræg og saboterer naturen. Hvis man prioriterer trampoliner, tennisbaner og åbne græsørkner frem for ærværdige træer, fugleskjul og et rigt insektliv, bor man det forkerte sted.

Naturen er reelt ét stort netværk, hvor hvert led er afhængigt af de andre, og hvor alle dele er lige vigtige, hvis alt forsat skal fungere. Når vi fælder træer, slår snoge ihjel eller sprøjter mod skadedyr og ukrudt, griber vi ind i meget fine og følsomme balancer. Vi kender ikke konsekvenserne af vores handlinger, da ikke nogen levende sjæl ved præcis, hvordan dette fine netværk er opbygget – endsige hvordan denne perfekte balance er skabt gennem millioner af års evolution. Men lur mig, om ikke selv den biologisk mest uvidende føler en lille orm gnave i samvittighedens ædlere dele, når naturen bliver ofret på bekvemmelighedens og konformitetens alter.

 

Nix Pille!

Her i Langesø er vi begavet med en enestående rigdom i form af en sårbar naturskat, som er truet af kortsigtede egoistiske tiltag. Vi må derfor alle gribe langt mindre ind i naturens gang, og i det mindste ikke direkte modarbejde dens trivsel ved at udslette de mest værdifulde dele af dyre- og plantelivet.  Tværtimod kan man på mange måder aktivt bidrage til at genskabe områdets dyre- og planteliv.

Én vigtig bidragyder til naturgenopretningen er netop Pindsvinet. Desværre lever der overraskende få eksemplarer i området, på trods af at der er noget nær optimale livsbetingelser. Måske det hænger sammen med nedgangen i insektlivets rigdom?

En nem adoption

Hvad kræver det så at adoptere et Pindsvin? Det korte svar er: ikke ret meget.

Når Pindsvinet for alvor er vågnet af sin vinterdvale og i øvrigt er sundt og rask, er det klar til at flytte hjemmefra. Det kan uden problemer transporteres hjem til sin nye adresse i en lukket papkasse foret med hø eller halm.  Man kan købe fine færdiglavede Pindsvineboer udført i træ mange steder, men man kan sagtens selv lave en lille hule. Alt, hvad der skal til, er lidt fliser og kviste og grene, bare hulen fores med en blød bund af blade eller hø.

At Pindsvinet så kort tid efter udsætningen selv finder en mere passende bolig er en anden sag. Det er vigtigt, at Pindsvineboet etableres på et tørt sted, da fugt og Pindsvin ikke harmonerer med hinanden. Pasningen indskrænker sig i øvrigt til at fodre med lidt kattetørfoder den første tid plus konstant sørge for frisk vand. Tilgang til drikkevand er særdeles vigtigt for Pindsvinets trivsel – ikke mindst i tørkeperioder.

Vær god ved din gris

Man kan gøre flere ting for at give Pindsvinene bedre levevilkår i sin have. Det er godt, ikke blot for plejebørnene, men det vil også tiltrække ”vilde” pindgrise. Eksempelvis er kvashegn eller store kompostbunker meget nyttige, da de både giver ly og fødemuligheder. Alt, hvad der fremmer insektlivet, er godt for Pindsvinet. Så når man undlader at sprøjte med gift og sørger for et rigt sammensat planteliv med flest mulige insektvenlige blomster, er man godt på vej.

Det gælder derfor om at have et vildt upasset hjørne eller to i haven, hvor naturen kan få lov at gå sin egen uhindrede gang. Det vil ikke blot være godt Pindsvinet og mange andre dyr, men vil også give dig bedre tid til at nyde naturens gang i stedet for at bruge tid på havetraktoren. Har du mulighed for at etablere et lille vandhul, vil det gavne adskillige dyrearter, og det giver samtidig en rigere og smukkere flora. Den sikre vej til flere gratis glæder.

Som betaling for ydet haveassistance, kan man melde sig ind i foreningen Pindsvinets Venner” – Det koster kun 100 kroner pr. år. Se mere her: https://www.Pindsvin.dk/

Læs mere om Pindsvinets biologi her: www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/pattedyr/Pindsvin

 

En savnet Flue

Tjener – Der er en flue i min suppe!

Dagens savnede flue

Dagens Flue dukkede op i Berlingske Aftenavis i årene 1939 og blev bragt til Storm P’s død i 1949. Fluerne er små tegninger med en kort tekst, som på en spidsfindig måde tager fat om hverdagens store og små spørgsmål. Fluenavnet var uden tvivl valgt for dyrets evne til at distrahere. Salig Robert Storm Pedersen udgav et utal af disse finurlige tegninger med tilkoblede visdomsord. Eksempelvis: ” Fluer kan leve i fjorten Dage, uden at tage Føde til sig – men de vil ikke!”.

Det er nu langt fra alle mennesker, der sætter så stor pris på fluer som Storm P. – tværtimod. Dyrene kan være en plage, men de er også en velsignelse. Endda en uundværlig velsignelse. Mere om det længere fremme, for antallet af fluer og stort set alle andre vingede insekter er i skarpt fald. Skal man så ikke blot være glad for det? Det korte svar er ”Nej, tværtimod”. Det er reelt en katastrofe for os mennesker. Noget, der på længere sigt er langt farligere end de højt profilerede klimaændringer. Og her kan vi – i modsætning til klimaforandringerne – sagtens løse problemet, altså frelse vores insektbestand.

 Insekter – menneskets bedste ven

En efterspurgt gæst

Efter dette ”oprop ” om at frelse insekterne, er det automatiske spørgsmål, der trænger sig på: Jamen, hvorfor dog være bekymret? Jeg er da ligeglad med de vingede småkryb. Færre myg og færre irriterende gedehamse. Hurra! Men hvis jubel er rygmarvsreaktionen, kan man godt søge om at få sine skolepenge igen – i hvert fald dem fra biologi-undervisningen.

 Hvor galt står det til?

Fortidens fornøjelser

Vi har alle kørt en tur i bilen en sommerdag og bagefter set, at forruden klistret til med en massegrav af udsplattede insekter. Eller rettere, det var oplevelsen for ti eller tyve år siden. I dag er det federe tider for de rene bilruder. I vore dage er det kun sjældent, at man – selv en dejlig sommerdag – har brug for at rense bilens forrude for døde insekter.

Denne mangel på skidt på forruden undrede nogle årvågne forskere i Holland sig over, og de besluttede sig for at prøve at måle, hvordan bestanden af flyvende insekter havde det. Hvor mange var der, og hvordan var udviklingen målt nogle år tilbage i tiden?

Man brugte data fra Tyskland, for her havde man indsamlet tal fra omkring 1.500 insektfælder siden 1989, så datagrundlaget var solidt. Det samme var konklusionen: Over de sidste 27 år, er mængden af insekter faldet med i gennemsnit 76 procent. Når man måler nedgangen i sommerperioden, hvor der normalt er flest insekter, er faldet på på 82 procent. Målingerne er endda foretaget i beskyttede naturområder, så der er al mulig grund til at tro, at tallene ville være endnu mere alarmerende, hvis man havde de samme data fra dyrkede landbrugsområder.

Er der grund til bekymring

Det søde liv er truet

Insekter udgør to tredjedele af alt dyreliv på Jorden, og de er derfor en nødvendig forudsætning for, at Jordens økosystem kan fungere. Hvis mængden af insekter går ned til en brøkdel af det nuværende, vil utallige af naturens biologiske kredsløb gå i stå. Kredsløb som vi selv – måske uden at vide det – er en del af og er afhængige af. 

 En ødelæggelse af disse kredsløb vil have uoverskuelige konsekvenser – ikke blot for dyrelivet, men også for produktionen af fødevarer. I landbrug og gartneri giver mange insekter en uundværlig hjælpende hånd eller måske rettere et par hjælpende vinger med, når planter skal bestøves, så de kan danne frø og frugter. Mange forskere anslår, at hvis bierne uddøde totalt, ville vores landbrugsproduktion bliver fatalt mindre, og hungersnød ville blive et udbredt problem – selv med det nuværende antal mennesker på jordkloden.

Nyttedyr i krise

Insekter har utallige nyttige roller, set med menneskeøjne. De er uundværlige for nedbrydning af organisk materiale, der er naturens egen gødning, der er grundlag for al plantevækst.  Insekter bliver spist af mange andre dyr – ikke mindst af fugle, der er afhængige af et rigt insektliv. Så det kan desværre ikke undre, at de alarmerende tal fra insektverdenen går igen, når man ser på antallet af fugle i det åbne land.

Selv har jeg en alder, hvor man på en tur uden for byen i min barndom så utallige viber, lærker, stære og svaler. Dem ser man nu kun sjældent, og fugletællinger i både Frankrig og Danmark viser, at agerlandets fugle er inde i et decideret styrtdyk. Dansk Ornitologisk Forening anslår, at vi dag har tre millioner færre agerlands-fugle end for fyrre år siden.

 I Danmark har vi eksempelvis mistet fire ud af fem viber og over halvdelen af sanglærkerne. I Frankrig anslås det, at man har mistet en tredjedel af disse fugle over de sidste 15 år. I Storbritannien er der 44 millioner færre fugle af alle arter, og i EU som helhed anslås det, at der er tabt 420 millioner fugle siden 1980.

 Det er næppe noget tilfælde, at insekternes tilbagegang nøje afspejles i fuglemængden. Ikke blot lever fuglene af insekterne, men begge er også afhængige af de samme naturtyper. Yderligere er begge typer dyr følsomme over for de ændringer, der har ramt det åbne land i form af et stadigt mere intensivt landbrug.

 

Hvad er årsagerne til nedgangen?

Vejn til mere rapsolie

Videnskaben har klare bud på problemets to vigtigste årsager. Tidens landbrug er kendetegnet ved enorme marker med ensidige afgrøder – monokulturer – og den tilhørende rydning af hegn og krat. Mængden af husdyr er blevet langt mindre, når vi taler om de fritgående eksemplarer og ikke blot de indespærrede kræ i kødfabrikkerne. Yderligere er mængden af brakmarker for nylig blevet drastisk mindre, og netop brakmarker er en vigtig modgift mod den ensartethed, der ødelægger mangfoldigheden i levesteder for insekter, fugle og alle andre dyr, der er nært knyttet til det åbne land. Vi har fjernet en god del af grundlaget for, at dyrene kan formere sig og en pæn bid af deres fødemuligheder.

Den helt store synder er uden tvivl den kraftige brug af sprøjtemidler mod både ukrudt og insekter. Selv om der ligger de pæneste offentlige intentioner om at skære marginalt ned, stiger forbruget af sprøjtemidler reelt. I Frankrig var ambitionen, at man i 2020 skulle have halveret brugen af pesticider – altså insektmidler – men de tørre tal viser, at mængden af aktivt bekæmpelsesmiddel er steget, og i 2014 nåede det op på et årligt forbrug af 75.000 ton. Nedgangen i insekt- og fugleliv kan derfor ikke undre nogen.

 

Landbruget som nikotin-junkies

Et livsfarligt stævnemøde

En af de værste syndere er her brugen af neonicotinoider, der er en potent generel dyregift, der har den nyttige, men farlige egenskab, at giften optages i alle plantens dele og derfor rammer alle dyr, der senere spiser nogen del af planten – inklusive mennesker.

Et ganske ubehageligt eksempel på dette misbrug er, at giften overføres til rapsens pollen, og dermed rammer bierne, når de samler nektar på vores mangfoldige rapsmarker. Den omsiggribende bidød er et velkendt fænomen. Neonicotinoider er i dag verdens mest anvendte insektgift og der er ingen tegn på, at myndighederne seriøst vil begrænse forbruget af denne ekstremt farlige miljøgift. Der er penge på spil.

 Hvad kan vi gøre ved det?

Et fuldmodent kvashegn

Hvad kan vi selv gøre for at løse dette problem? Reelt meget lidt ud over en stadig og stædig kamp for at overbevise politikerne om, at 100 lettjente erhvervskroner i dag nemt koster 100.000 helbredskroner om en generation eller så. Hvis en sen feberredning da i det hele taget er muligt på dette tidspunkt. Men stærke velfinansierede erhvervslobbyister, bevidst offentlig vildledning og snæversynet kassetænkning er svære at kæmpe imod, når det den gode sag blot drejer sig om fluer, bier og lærker – og alt muligt andet billigt skidt, der på overfladen ikke bidrager til nationaløkonomien. At de så er forudsætningen for, at vi mennesker er i live på længere sigt, må komme i anden række.

 På det helt nære plan her i Langesø kan vi kun gøre forsvindende lidt, men alt tæller. Lav bedre levemuligheder for fugle og insektliv. Sørg for en alsidig beplantning både når det gælder artsudvalg og væksttyper på grundene. Altså at haverne ikke ligner parkeringspladsen foran Ikea, som vi har set en del eksempler på, men at beplantningen er tættest mulig på den virkelige skovnatur med mange forskellige træer i alle højder. Træer, der veksler med lave busketter, åbne rum og græsbevoksning og rugeligt med blomster. Et kvashegn eller fire er det optimale fristed for fugle, pindsvin, biller, mus og andet velkomment kryb.

Det siger sig selv, at jo mindre kemi man bruger, jo venligere er man ved den natur, vi er så afhængige af. I den sidste ende sprøjter man ikke kun mod de uønskede dyr og planter, men mest af alt mod sig selv.

 Et slow motion selvmord

Her er lige en sidste tanke til aftenbønnen: Danmarks dyrkningsarealer er nærmest badet i det populære ukrudtsmiddel RoundUp.  Landbruget fører en stadigt mere fortvivlet kamp for at bilde os ind, at Roundup er uskadeligt, på trods af at gedigne internationale forskningsresultater påviser, at aktivstoffet glyphosphat er kræftfremkaldende. Roundup bliver stadigt promoveret som værende så uskadeligt, at vi ikke burde bekymre os om, at der er restmængder af ukrudtsmidlet i stort set alle konventionelt producerede vegetabilske fødevarer, og at vi alle i dag bærer rundt på pæne mængder af dette stof i vores krop. Forsøgsrotterne har jo som regel overlevet langt større doser, så vi kan trygt spise videre…

 Men RoundUp virker også mod svampe og visse bakterier, og netop i disse år, fortæller forskningen os, at vores indre flora af bakterier og svampe i vores tarmsystem er altafgørende for vores helbred – både det fysiske og det mentale. Så når man sprøjter med RoundUp eller spiser brød lavet på Round-Up-behandlet korn, slår man vigtige dele af disse indre beskyttende bakterier ihjel.

Der er ét erhverv, hvor der på tværs af stort set alle landegrænser er en exceptionel høj selvmordsrate, og det er landbruget. Gad vide om brugen af RoundUp via på virkningen af tarmsystemet er medvirkende til, at depressioner er så udbredt i det globale landbrug? Hvis det er tilfældet, så rummer dette setup sin helt egen form for Karma.

Eller som Tom Lundén og Bifrost – næsten – sang tilbage i 1976: ”Vi er del af jer selv – Vi kan sagtens slå jer ihjel.”

Ingen have uden Kvashegn

 

Et fuldmodent kvashegn
Et fuldmodent kvashegn

Hvert år skal den aktive haveejer beskære træer, fjerne uønskede buske, rydde døde stauder, slå plæne og fjerne visne blade. Naturen ligger ikke på den lade side, og en have på 3.000 kvadratmeter producerer læssevis af bioaffald. Hvis man er træt af at køre på genbrugspladsen med dette grønne overskud, er der en nem og smuk løsning på problemet: Kvashegn.

Da vi anlagde vores have, havde vi besøg af en havearkitekt, der gav os en masse designråd af yderst blandet kvalitet. Et enkelt af konsulentens råd har dog vist sig at være af blivende værdi: Hun opfordrede til at lave et par kvashegn, da hun sagtens kunne se, hvor stort vores behov var for at slippe af med overskydende plantemateriale – og det er lang fra alt, der kan gå på kompostbunken eller ende i brændeovnen.

I al sin rørende enkelthed består et kvashegn af to rækker pæle med en indbyrdes afstand af omkring én meter. Pælerækken kan være så lang eller kort, som behov og plads giver mulighed for. Og her kommer så fidusen:

Pælerækken giver uanede mængder parkeringsplads for grene og fraklip, der bliver holdt fast mellem stængerne. Til sidst danner kvashegnet en form for mur, der inddeler haven i de rum, som enhver havedesigner efterlyser. Ikke blot har man fået masser af kapacitet til at håndtere sit haveaffald, man har også givet haven karakter og forhøjet prydværdi, hvis man anlægger hegnet på den rigtige måde og på det rigtige sted.

Kvashegnet indpasser sig havens naturlige design
Kvashegnet indpasser sig havens naturlige design

Vi valgte at bruge tilspidsede egestave, da de har god naturlig modstandsdygtighed mod råd. Længden af pælene var 1.70 meter, og vi bankede dem 60-70 centimeter med en indbyrdes afstand i begge retninger på omkring 1.10 meter. Vi satte fem pæle i en halvbue med den modsatte pæl lige over for for-pælen. Kapaciteten er derfor betragtelig, og man kan hurtigt udregne antal rummeter i konstruktionen – godt og vel fem kubikmeter. Yderligere er det en blivende kapacitet, der gør det muligt at parkere sit grønne overskudsmateriale år efter år. Det skyldes, at en af kvashegnets mange gode egenskaber et at biomaterialet jo omsættes og synker sammen, så der hele tiden vil være ekstra plads til havens årlige overskudsproduktion.

pindsvin1

En anden de smukke kvaliteter er, at kvashegnet er hjemsted for masser af liv. Her kan fuglene gemme sig, finde mad og bygge reder, pindsvinene kan lave huler, og utallige insekter kan spise sig mætte i det uendelige. Vil man være særligt flink ved pindsvinene og dermed gøre livet lidt mere surt for dræbersneglene, kan man placere en pindsvinekasse i bunden af hegnet.

pindsvinebo1

Et kvashegn tilfører nyt liv til haven og giver de bedste muligheder for et mangfoldigt dyreliv. Og så sparer man også lige bilturen til Skibstrup.

 

 

 

Flagspætten – Flot og Farlig

 

spaette01Den store flagsætte med de karakteristiske sort/hvide tegninger og det røde nakkebånd er en hyppig gæst i Langesø. Flot er fuglen, men er den også farlig? Det afhænger af, hvem man er. Som menneske er man ikke risikozonen, så længe man ikke har et råddent træben, men er man fugleunge, ser sagen straks anderledes alvorlig ud.

Et par år tilbage gik vi og glædede os over de mange mejsekuld, der pippede lystigt i havens redekasser. Men vi var ikke de eneste, der havde øre for den slags. Flagspætten har en glimrende hørelse, og lyden af spæde fugleunger er for spætten det samme som løftet om en god frokost. Spætten er ikke nogen kostforagter, og det bliver til både plante- og dyreføde. Det er ikke kun billelarver, men også en spæd fugleunge kan indgå i menuvalget.

Læs videre Flagspætten – Flot og Farlig

Fugleturister slår sig ned

Vi fodrer fuglene året rundt her på Slåenvej og holder af at følge med i artsrigdommen. En vinterdag nåede vi op på over 25 forskellige fuglearter i haven. Hver januar laver vi vores egen daglige fugletælling, og det giver et interessant indblik i, hvordan artsudvalget forskyder sig fra det ene år til det andet- og ikke to år er ens.

Vinteren 2015 gav en kraftig indvandring af gulspurv, der ellers er en fugl, som tilhører det åbne land, men den gode forsyning med fuglefrø lokkede uden tvivl. Tilsyneladende kan spurvene inspirere hinanden, for i en lang periode så vi blot én eller to gulspurve af gangen, men ved vinterens slutning var flokken oppe på omkring de 15 af de smukke fugle.

To andre arter er også i markant fremgang: Kærnebider og Dompap. Begge to prangende farverige fugle, der ikke er til at tage fejl af. Jeg har altid opfattet begge som vintergæster, men et pænt udvalg er blevet hængende i området i år, og de er nu daglige gæster på foderbrættet – selv her i maj. De må altså yngle i Langesø, så måske de er kommet for at blive her året rundt? Man har da lov at håbe.

Dompap - han

Hannen hos Dompappen har med det dybrøde bryst og den sorte hovedkappe inspireret til navnet, der er afledt af det tyske ord for domprovst, der i Tyskland har en sort og rød festdragt. Navnet Dompap er her til lands sjældent brugt rosende, da det er mere elle mindre synonymt med dumrian. Fuglene opfører sig ellers intelligent nok, så forklaringen skal nok søges i den fonetiske lighed mellem ”dom” og ”dum”.

På afstand lægger man ofte mærke til Dompapperne på grund af deres stemme. Ikke fordi de synger smukt, men de har et helt særligt og letgenkendeligt fløjt. En særlig vemodig tone, som kan høres langt væk.  Når man først har lært fløjtet at kende, bliver man opmærksom på, hvor mange Dompapper her i virkeligheden er.

kernebider01

Kærnebideren er lidt af en særling på den gode måde. En plump fugl på omkring 20 centimeter og udstyret med et kraftigt næb, der er en papegøje værdigt. Fjerdragten er også så spraglet, at man umiddelbart ville forvente, at det her er en eksotisk fugl fra de varme lande. Det er da heller ikke helt forkert, da den er vidt udbredt fra det nordvestligste Afrika tværs over Asien til Stillehavskysten. Det kraftige næb er et effektivt værktøj, der kan knække stort set alle frø og kærner. Den var da også før i tiden kendt som Kirsebærfugl, da den kunne knække selve stenen i kirsebærret og nå ind til den næringsrige kærne. Et helt igennem velvalgt navn.

I litteraturen omtales Kærnebideren som sky og vagtsom, men de små flokke her på stedet kan man komme tæt ind på livet af. Den er som sagt lidt af en flokfugl og skulle endda yngle i små kolonier. Vi har endnu til gode at finde dens rede, men den er en hyppig og velkommen gæst, der spiser store mængder solsikkefrø i nær konkurrence med de talrige egern.

Der er liv og glade dage på foderbrættet for tiden. Det kommer kun til at gå endnu heftigere til i de kommende uger, når æggene klækkes, og forældrefuglene for alvor skal til at fodre. Foråret er en travl tid i fugleverdenen.