Alle indlæg af admin

Hvad er værdien?

Træerne er selve sjælen i Langesø, men ganske mange behandler dem som ukrudt. Men fristes til at tro, at tankegangen er noget i retning af: ”Det er sørme ærgerligt, at det er så svært at rykke de irriterende træer op bare med hånden, men heldigvis har man da en motorsav, og så er det problem ryddet af vejen i en ruf…”

Denne indstilling er vaskeægte afstumpethed i ordets egentlige betydning. Den afslører manglende sans for livets ægte værdier – ikke blot i ens eget, men i alle andre Langesøbeboeres miljø. Respekt for træerne på deres egne præmisser kendetegner et hjertevarmt menneske med styr på tilværelsens sande prioriteringer. Et ualmindeligt smukt eksempel på denne intelligente holdning til naturen kan man læse hos den tyske forfatter og Nobel-pristager Hermann Hesse, der især er berømt for romanen Steppeulven. Hermann Hesse videregiver her med sin kærlige og lærerige forståelse for træernes enestående værdi for mennesket.

Teksten stammer fra ”Wanderings: Notes and Sketches”. Den fulde engelske tekst kan læses nedenfor, og den er mere end værd at bruge lidt tid på. Jeg har oversat en kort smagsprøve til dansk. Håber det vil inspirere til videre læsning:

”Intet er mere helligt, intet er vigtigere end at værdsætte et smukt, stærkt træ. Når et træ fældes og afslører det nøgne dødelige sår til solen, kan man læse hele dets livshistorie i det lysende manuskript, som snittet gennem stammen afslører: Årringene viser træets opvækst og alle dets ar, alle dets kampe, alle dets sygdomme. Al dets glæde og medgang står sandfærdigt skrevet her. Det fortæller om de magre år og om de gode år og om de angreb og storme, der blev modstået…”

Bedre kan det ikke siges. Det er et uimodsigeligt argument for at bevare flest mulige af vores vidunderlige træer. Skulle vi ikke sende vores egne smålige behov og idéer ud på en velfortjent sidelinje?  Fuldvoksne træer er en næsten uerstattelig gave givet til os af venlige mennesker fra en langt klogere fortid. En gave, som vi må blive bedre til at værdsætte efter fortjeneste.

 

Hermann Hesse får nu selv ordet:  “For me, trees have always been the most penetrating preachers. I revere them when they live in tribes and families, in forests and groves. And even more, I revere them when they stand alone.

They are like lonely persons. Not like hermits who have stolen away out of some weakness, but like great, solitary men, like Beethoven and Nietzsche.

In their highest boughs the world rustles, their roots rest in infinity; but they do not lose themselves there, they struggle with all the force of their lives for one thing only: to fulfill themselves according to their own laws, to build up their own form, to represent themselves.

Nothing is holier, nothing is more exemplary than a beautiful, strong tree. When a tree is cut down and reveals its naked death-wound to the sun, one can read its whole history in the luminous, inscribed disk of its trunk: in the rings of its years, its scars, all the struggle, all the suffering, all the sickness, all the happiness and prosperity stand truly written, the narrow years and the luxurious years, the attacks withstood, the storms endured.

And every young farm boy knows that the hardest and noblest wood has the narrowest rings, that high on the mountains and in continuing danger the most indestructible, the strongest, the ideal trees grow.

Trees are sanctuaries. Whoever knows how to speak to them, whoever knows how to listen to them, can learn the truth. They do not preach learning and precepts. They preach, undeterred by particulars, the ancient law of life.

A tree says: A kernel is hidden in me, a spark, a thought, I am life from eternal life. The attempt and the risk that the eternal mother took with me is unique, unique the form and veins of my skin, unique the smallest play of leaves in my branches and the smallest scar on my bark. I was made to form and reveal the eternal in my smallest special detail.

A tree says: My strength is trust. I know nothing about my fathers, I know nothing about the thousand children that every year spring out of me. I live out the secret of my seed to the very end, and I care for nothing else. I trust that God is in me. I trust that my labor is holy. Out of this trust I live.

When we are stricken and cannot bear our lives any longer, then a tree has something to say to us: Be still! Be still! Look at me! Life is not easy; life is not difficult. Those are childish thoughts. . . . Home is neither here nor there. Home is within you, or home is nowhere at all.

A longing to wander tears my heart when I hear trees rustling in the wind at evening. If one listens to them silently for a long time, this longing reveals its kernel, its meaning. It is not so much a matter of escaping from one’s suffering, though it may seem to be so. It is a longing for home, for a memory of the mother, for new metaphors for life. It leads home. Every path leads homeward, every step is birth, every step is death, every grave is mother.

So, the tree rustles in the evening, when we stand uneasy before our own childish thoughts: Trees have long thoughts, long-breathing and restful, just as they have longer lives than ours. They are wiser than we are, as long as we do not listen to them. But when we have learned how to listen to trees, then the brevity and the quickness and the childlike hastiness of our thoughts achieve an incomparable joy. Whoever has learned how to listen to trees no longer wants to be a tree. He wants to be nothing except what he is. That is home. That is happiness.”

Respektindgydende lærerigt.  Ægte kærlig visdom. Tankevækkende. Her er ord, man bør lægge sig på sinde, når man næste gang står over for et vidunderligt træ.

Det er aldrig for sent at blive klogere…

Plejebarnet spiser Dræbersnegle

Der lever Pindsvin i Langesø, men langt fra nok. Det problem kan dog løses, da vi er så heldige at have et lokalt Pindsvine-refugium for syge og tilskadekomne Pindsvin. Det er ildsjælen Christina Teichert på Kvædevej, der tager sig kærligt af de nødlidende pindgrise. Hun er mere eller mindre flyttet ud af sit eget hus for at give plads til Pindsvinene, der bliver plejet og passet, indtil de igen er sunde og raske.

De opdaterede Pindsvin skal på et tidspunkt flytte hjemmefra og rejse ud i det virkelige liv. De søger derfor nye græsgange – eller rettere nye plejeforældre – der vil give dem plads i deres have. Her lærer de hurtigt at klare sig selv og går i gang med at gøre mange nyttige ting for miljøet. Christina modtager omkring 100 af de piggede patienter om året, så der er gode muligheder for, at man kan sikre sig et gratis plejebarn, hvis man tager sig en snak med hende. Lige her i sommerperioden er det højsæson for Pindsvine-adoptioner.

Klar til at vågne

Her er det på sin plads med lidt fakta om det totalfredede Pindsvins nytteværdi: De spidssnudede nataktive dyr kan hjælpe dig af med en af køkken- og prydhavens allerstørste plager: dræbersneglene. De spiser regnorme, biller, larver, edderkopper og snegle – og vigtigst for haveejere: æg og unger af dræbersneglene. De er kort og godt en vigtig del af vores fødekæder og hjælper os med at holde den naturlige balance i vores miljø, så det hele fungerer bedst muligt for os alle.

 

Fakta om Pindsvin                

Kropslængde: Ca. 25 cm

Halelængde: Ca. 3 cm

Vægt: ¾-1½ kg

Antal pigge: 5.000-7.000

Parringsperiode: Juni-juli

Drægtighed: 35 dage

Antal unger/kuld: 2-9, i gennemsnit 4-5

Antal kuld/år: 1

Levetid (max.): 6-7 år

Udbredelse, verden: Skandinavien, England, Irland, Den iberiske Halvø, Italien og østpå til Uralbjergene

Udbredelse, Danmark: Stort set overalt, ikke bare på fastlandet og større øer, men også på en lang række mindre øer

Beskyttelse: Totalfredet

Anvendelse: Ingen

Fjender: Få pga. piggene. Ræv, grævling, ilder, skovmår, husmår, stor hornugle, trafik

Kilde: Naturhistorisk Museum

 

Bevar vores grønne formue

Langesø er en enestående blanding af natur og kulturlandskab. Fortidens beboerne var åbenbart klogere end os. De både vidste og praktiserede, at det er til fælles bedste, når man respekterer naturen, bibeholder områdets skovagtige præg og ikke ødelægger det til fordel for en gængs villahave. Den slags sterile haver er landet i forvejen mere end velforsynet med, og kun alt for ofte ødelægger en traditionel villahave det autentiske naturpræg og saboterer naturen. Hvis man prioriterer trampoliner, tennisbaner og åbne græsørkner frem for ærværdige træer, fugleskjul og et rigt insektliv, bor man det forkerte sted.

Naturen er reelt ét stort netværk, hvor hvert led er afhængigt af de andre, og hvor alle dele er lige vigtige, hvis alt forsat skal fungere. Når vi fælder træer, slår snoge ihjel eller sprøjter mod skadedyr og ukrudt, griber vi ind i meget fine og følsomme balancer. Vi kender ikke konsekvenserne af vores handlinger, da ikke nogen levende sjæl ved præcis, hvordan dette fine netværk er opbygget – endsige hvordan denne perfekte balance er skabt gennem millioner af års evolution. Men lur mig, om ikke selv den biologisk mest uvidende føler en lille orm gnave i samvittighedens ædlere dele, når naturen bliver ofret på bekvemmelighedens og konformitetens alter.

 

Nix Pille!

Her i Langesø er vi begavet med en enestående rigdom i form af en sårbar naturskat, som er truet af kortsigtede egoistiske tiltag. Vi må derfor alle gribe langt mindre ind i naturens gang, og i det mindste ikke direkte modarbejde dens trivsel ved at udslette de mest værdifulde dele af dyre- og plantelivet.  Tværtimod kan man på mange måder aktivt bidrage til at genskabe områdets dyre- og planteliv.

Én vigtig bidragyder til naturgenopretningen er netop Pindsvinet. Desværre lever der overraskende få eksemplarer i området, på trods af at der er noget nær optimale livsbetingelser. Måske det hænger sammen med nedgangen i insektlivets rigdom?

En nem adoption

Hvad kræver det så at adoptere et Pindsvin? Det korte svar er: ikke ret meget.

Når Pindsvinet for alvor er vågnet af sin vinterdvale og i øvrigt er sundt og rask, er det klar til at flytte hjemmefra. Det kan uden problemer transporteres hjem til sin nye adresse i en lukket papkasse foret med hø eller halm.  Man kan købe fine færdiglavede Pindsvineboer udført i træ mange steder, men man kan sagtens selv lave en lille hule. Alt, hvad der skal til, er lidt fliser og kviste og grene, bare hulen fores med en blød bund af blade eller hø.

At Pindsvinet så kort tid efter udsætningen selv finder en mere passende bolig er en anden sag. Det er vigtigt, at Pindsvineboet etableres på et tørt sted, da fugt og Pindsvin ikke harmonerer med hinanden. Pasningen indskrænker sig i øvrigt til at fodre med lidt kattetørfoder den første tid plus konstant sørge for frisk vand. Tilgang til drikkevand er særdeles vigtigt for Pindsvinets trivsel – ikke mindst i tørkeperioder.

Vær god ved din gris

Man kan gøre flere ting for at give Pindsvinene bedre levevilkår i sin have. Det er godt, ikke blot for plejebørnene, men det vil også tiltrække ”vilde” pindgrise. Eksempelvis er kvashegn eller store kompostbunker meget nyttige, da de både giver ly og fødemuligheder. Alt, hvad der fremmer insektlivet, er godt for Pindsvinet. Så når man undlader at sprøjte med gift og sørger for et rigt sammensat planteliv med flest mulige insektvenlige blomster, er man godt på vej.

Det gælder derfor om at have et vildt upasset hjørne eller to i haven, hvor naturen kan få lov at gå sin egen uhindrede gang. Det vil ikke blot være godt Pindsvinet og mange andre dyr, men vil også give dig bedre tid til at nyde naturens gang i stedet for at bruge tid på havetraktoren. Har du mulighed for at etablere et lille vandhul, vil det gavne adskillige dyrearter, og det giver samtidig en rigere og smukkere flora. Den sikre vej til flere gratis glæder.

Som betaling for ydet haveassistance, kan man melde sig ind i foreningen Pindsvinets Venner” – Det koster kun 100 kroner pr. år. Se mere her: https://www.Pindsvin.dk/

Læs mere om Pindsvinets biologi her: www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/pattedyr/Pindsvin

 

Sig Tak til dine Træer

Fred i sjælen

En gåtur i skoven løfter humøret og bringer ro i tankemylderet. Træer gør noget godt for os, men alt for sjældent er det modsatte tilfældet. Hidtil har man ment, at den opløftende effekt af nærkontakt med masser af træer har været af psykologisk karakter. Det er den også, men ikke udelukkende. Den nyeste forskning viser, at der en ren fysisk og konkret side af træernes menneskevenlige indsats. Træerne ser ikke blot smukke ud: Nej, de påvirker deres omgivelser – heriblandt os mennesker – aktivt og målbart, og vi nyder uforvarende godt af træernes indsats.

Det gælder ikke mindst alle os, der er så heldige at bo i Langesø. Træernes er vores venner, der arbejder nonstop på at holde os sunde og raske. Så tænk lige over det, inden du næste gang slipper motorsaven løs på en af dine grønne venner. I den sidste ende går saveriet ud over dit eget liv og dit eget helbred. Her er forklaringen.

 Træerne snakker sammen
Skovens Internet

Træer står fast lænket til ét givet sted og gror. Derudover foretager de sig ikke noget aktivt. Punktum. Denne tyrkertro på træernes passivitet var god biologi-latin indtil for få år siden. Hvor var vi dog uvidende…

Træer er i virkeligheden voldsomt aktive væsener, der hele tiden arbejder nært sammen med deres omgivelser og konstant kommunikerer med andre planter.  Denne aktivitet er usynlig for os mennesker, hvis vi da ikke måler den med ganske avanceret apparatur. Træer bruger nemlig ikke lyd til at kommunikere med, men de bruger kemi – blandt andet. Du kender allerede et eksempel på denne kemiske kommunikation: Når du dufter til en rose, kan dens parfume være næsten overvældende.  Denne blomsterduft er dog ikke udviklet af naturen for at glæde os mennesker, men duftstofferne tiltrækker de insektbestøvere, der skal sikre planten de fornødne efterkommere. Blandt andet.

Blomsterduft er kun ét eksempel på, at planter udsender signalstoffer. Det viser sig, at ikke blot træerne blade, men også barken danner en sand syndflod af signalstoffer, som ikke kan erkendes af menneske-næsen, men de kan sagtens måles. Indtil for få år siden havde ingen forskere dog opdaget dette, men nu har piben fået en anden lyd. Denne opdagelse har givet os et totalt nyt billede af, hvad et træ kan, og hvad træerne gør. En skov er ikke blot en flok enkeltstående træer, men et dynamisk samfund, hvor hele ”befolkningen” konstant er i kontakt med hinanden og er afhængige af hinanden og påvirker hinanden.

 Duft er information
Et livsfarligt stævnemøde

Træernes kommunikationsstoffer er nært beslægtede med duftstoffer fra alle typer blomster, men de er af en type, som vores næser kun sjældent kan opfange og slet ikke i de små koncentrationer, som de typisk forekommer i.  Forskerne kender i dag op mod 2.000 forskellige kommunikationsstoffer fra hundredvis af forskellige plantearter, og arbejdet med at identificere stofferne er først lige begyndt. Så forvent mange flere.

Molekyltyperne er vidt forskellige, og hvert stof bærer på én given besked – eksempelvis oplysninger om at et træ lige nu er udsat for et insektangreb. Den luftbårne besked fra det angrebne træ gør det muligt for selv fjernere nabotræer at begynde at producere forsvarsstoffer mod lige netop dette insekt. Med lidt god vilje kan man tale om, at træer har et ”ordforråd”

 Hvad er det for stoffer?

Signalmolekylerne er typisk terpener, der er en veldefineret kemisk stofgruppe, og de er ganske kompliceret og mangfoldigt opbygget. Det velkendte og skarpduftende husholdningsmiddel Terpentins navn er netop afledt af denne kemiske betegnelse, og mange forskellige harpikstyper og essentielle planteolier er terpener. Vi har i dag identificeret op mod 40.000 naturligt forekommende terpener fra planter, og det er kun i ganske få tilfælde, at vi kender deres fulde biologisk funktion.  At disse stoffer også indgår i mange typer urtemedicin er tankevækkende og lægger op til det næste.

Træerne kommunikerer med vores krop

Vi vender nu blikket mod os selv og især mod vores immunsystem, som i det skjulte og 365 dage om året og 24 timer i døgnet arbejder hårdt på at holde os sunde og raske.  Men det er ikke altid, at vores immunsystem funger perfekt. Ofte gør vi selv, hvad vi kan for at sabotere det, når vi spiser mere eller mindre giftig mad, vælger forarbejdede industrifødevarer og ikke mindst går det galt, når vi opholder os i byområder med forurenet luft.

Her kan vi så vende tilbage til skoven, for luften blandt træerne rummer ganske andre stoffer end byluften.  Træerne fylder luften med deres signalstoffer, så når vi går tur i skoven, indånder vi betragtelige mængder af disse særlige stoffer. Vi udsættes for et sandt bombardement af forskellige terpener, når vi – eller rettere vores immunsystem – ”lytter med” på træerne kommunikation – altså når vi indånder deres utallige interne beskeder. Der er selvfølgeligt flest luftbårne terpener, når der er blade på træerne om sommeren, men nåletræer udsender disse stoffer året rundt, da de fleste jo er stedsegrønne. Så jo flere træer, jo større er effekten. Og jo større træerne er, jo bedre er det – for os.

Det viser sig nemlig, at naturen er skruet så viseligt sammen, at træernes signalstoffer er rigtigt gavnlige for vores immunsystem. Vores immunsystem er bygget til at kommunikere med omgivelserne, så det konstant tilpasses automatisk til vores omgivende miljø, selv om der selvfølgelig er en grænse for, hvad vores krop formår at kæmpe imod.

 Skovtur på recept

De er især i Japan, man har forsket i træernes påvirkning af immunsystemet, og det er der kommet spændende resultater ud af. De japanske forskere har målt, hvad der sker i den menneskelige krop, når vi har fået en ordentlig dosis ”skovtur” og dermed har inhaleret et overflødighedshorn af terpener. I Japan taler man ligefrem om at tage et ”Skovbad”.

Det er ikke småting, der påvirkes: Antallet af blodets aktivt helbredsbeskyttende celler i form af særligt tilpassede hvide blodlegemer øges, så vores immunsystem styrkes tilsvarende. Yderligere bliver disse beskyttende og sygdomsbekæmpende celler også mere aktive og dermed mere effektive, så vi langt bedre kan bekæmpe diverse virus og andre typer infektioner. De japanske forskere har påvist, at blot én dags skovophold øger mængden af de sygdomsbekæmpende hvide blodlegemer med 40 procent.

En anden væsentlig effekt af træernes terpener er, at vores krop producerer flere af de særlige proteiner, hvis funktion er at bekæmpe de kræftceller, som hele tiden opstår i vores krop. Disse spontane celleforandringer kan udvikle sig til en egentlig kræftsygdom, hvis kroppens eget forsvar ikke først får styr på dem. Så man nedsætter sin risiko for kræft ved at gå flest mulige ture i skoven.

Ud fra dette kan man hurtigt udlede, at vi, der bor i Langesø, er særligt privilegerede, da vi konstant opholder os i noget, der på mange måder svarer til en skov. Vi lever og ånder hver dag i træernes helsebringende miljø.

Her er der altså endnu et godt argument for at bevare Langesøs skovpræg og sørge for, at vi vedblivende er omgivet af flest muligt træer – jo større træer, jo bedre. Træerne er vores venner. De frelser vores liv uden at få det mindste for indsatsen. Husk derfor at sige tak til dine træer – hver dag. Moralen er, at umådeholdent brug af motorsav er kræftfremkaldende.

 

Bliv klogere på dine træer

De ægte interesserede kan læse hele historienom træernes livgivende indsats i den spændende bog ”The Biophilia Effect” af Clemens G. Arvay. Bogen fås gennem amazon.co.uk

Vil man forbløffes over, hvor avancerede væsener træer i virkeligheden er, og hvor fantastisk dynamisk en skov er indrettet, kan det varmt anbefales at læse forstmanden Peter Wohllebens bestseller: Træernes hemmelige liv. Biblioteket har den.

 

 

En savnet Flue

Tjener – Der er en flue i min suppe!

Dagens savnede flue

Dagens Flue dukkede op i Berlingske Aftenavis i årene 1939 og blev bragt til Storm P’s død i 1949. Fluerne er små tegninger med en kort tekst, som på en spidsfindig måde tager fat om hverdagens store og små spørgsmål. Fluenavnet var uden tvivl valgt for dyrets evne til at distrahere. Salig Robert Storm Pedersen udgav et utal af disse finurlige tegninger med tilkoblede visdomsord. Eksempelvis: ” Fluer kan leve i fjorten Dage, uden at tage Føde til sig – men de vil ikke!”.

Det er nu langt fra alle mennesker, der sætter så stor pris på fluer som Storm P. – tværtimod. Dyrene kan være en plage, men de er også en velsignelse. Endda en uundværlig velsignelse. Mere om det længere fremme, for antallet af fluer og stort set alle andre vingede insekter er i skarpt fald. Skal man så ikke blot være glad for det? Det korte svar er ”Nej, tværtimod”. Det er reelt en katastrofe for os mennesker. Noget, der på længere sigt er langt farligere end de højt profilerede klimaændringer. Og her kan vi – i modsætning til klimaforandringerne – sagtens løse problemet, altså frelse vores insektbestand.

 Insekter – menneskets bedste ven

En efterspurgt gæst

Efter dette ”oprop ” om at frelse insekterne, er det automatiske spørgsmål, der trænger sig på: Jamen, hvorfor dog være bekymret? Jeg er da ligeglad med de vingede småkryb. Færre myg og færre irriterende gedehamse. Hurra! Men hvis jubel er rygmarvsreaktionen, kan man godt søge om at få sine skolepenge igen – i hvert fald dem fra biologi-undervisningen.

 Hvor galt står det til?

Fortidens fornøjelser

Vi har alle kørt en tur i bilen en sommerdag og bagefter set, at forruden klistret til med en massegrav af udsplattede insekter. Eller rettere, det var oplevelsen for ti eller tyve år siden. I dag er det federe tider for de rene bilruder. I vore dage er det kun sjældent, at man – selv en dejlig sommerdag – har brug for at rense bilens forrude for døde insekter.

Denne mangel på skidt på forruden undrede nogle årvågne forskere i Holland sig over, og de besluttede sig for at prøve at måle, hvordan bestanden af flyvende insekter havde det. Hvor mange var der, og hvordan var udviklingen målt nogle år tilbage i tiden?

Man brugte data fra Tyskland, for her havde man indsamlet tal fra omkring 1.500 insektfælder siden 1989, så datagrundlaget var solidt. Det samme var konklusionen: Over de sidste 27 år, er mængden af insekter faldet med i gennemsnit 76 procent. Når man måler nedgangen i sommerperioden, hvor der normalt er flest insekter, er faldet på på 82 procent. Målingerne er endda foretaget i beskyttede naturområder, så der er al mulig grund til at tro, at tallene ville være endnu mere alarmerende, hvis man havde de samme data fra dyrkede landbrugsområder.

Er der grund til bekymring

Det søde liv er truet

Insekter udgør to tredjedele af alt dyreliv på Jorden, og de er derfor en nødvendig forudsætning for, at Jordens økosystem kan fungere. Hvis mængden af insekter går ned til en brøkdel af det nuværende, vil utallige af naturens biologiske kredsløb gå i stå. Kredsløb som vi selv – måske uden at vide det – er en del af og er afhængige af. 

 En ødelæggelse af disse kredsløb vil have uoverskuelige konsekvenser – ikke blot for dyrelivet, men også for produktionen af fødevarer. I landbrug og gartneri giver mange insekter en uundværlig hjælpende hånd eller måske rettere et par hjælpende vinger med, når planter skal bestøves, så de kan danne frø og frugter. Mange forskere anslår, at hvis bierne uddøde totalt, ville vores landbrugsproduktion bliver fatalt mindre, og hungersnød ville blive et udbredt problem – selv med det nuværende antal mennesker på jordkloden.

Nyttedyr i krise

Insekter har utallige nyttige roller, set med menneskeøjne. De er uundværlige for nedbrydning af organisk materiale, der er naturens egen gødning, der er grundlag for al plantevækst.  Insekter bliver spist af mange andre dyr – ikke mindst af fugle, der er afhængige af et rigt insektliv. Så det kan desværre ikke undre, at de alarmerende tal fra insektverdenen går igen, når man ser på antallet af fugle i det åbne land.

Selv har jeg en alder, hvor man på en tur uden for byen i min barndom så utallige viber, lærker, stære og svaler. Dem ser man nu kun sjældent, og fugletællinger i både Frankrig og Danmark viser, at agerlandets fugle er inde i et decideret styrtdyk. Dansk Ornitologisk Forening anslår, at vi dag har tre millioner færre agerlands-fugle end for fyrre år siden.

 I Danmark har vi eksempelvis mistet fire ud af fem viber og over halvdelen af sanglærkerne. I Frankrig anslås det, at man har mistet en tredjedel af disse fugle over de sidste 15 år. I Storbritannien er der 44 millioner færre fugle af alle arter, og i EU som helhed anslås det, at der er tabt 420 millioner fugle siden 1980.

 Det er næppe noget tilfælde, at insekternes tilbagegang nøje afspejles i fuglemængden. Ikke blot lever fuglene af insekterne, men begge er også afhængige af de samme naturtyper. Yderligere er begge typer dyr følsomme over for de ændringer, der har ramt det åbne land i form af et stadigt mere intensivt landbrug.

 

Hvad er årsagerne til nedgangen?

Vejn til mere rapsolie

Videnskaben har klare bud på problemets to vigtigste årsager. Tidens landbrug er kendetegnet ved enorme marker med ensidige afgrøder – monokulturer – og den tilhørende rydning af hegn og krat. Mængden af husdyr er blevet langt mindre, når vi taler om de fritgående eksemplarer og ikke blot de indespærrede kræ i kødfabrikkerne. Yderligere er mængden af brakmarker for nylig blevet drastisk mindre, og netop brakmarker er en vigtig modgift mod den ensartethed, der ødelægger mangfoldigheden i levesteder for insekter, fugle og alle andre dyr, der er nært knyttet til det åbne land. Vi har fjernet en god del af grundlaget for, at dyrene kan formere sig og en pæn bid af deres fødemuligheder.

Den helt store synder er uden tvivl den kraftige brug af sprøjtemidler mod både ukrudt og insekter. Selv om der ligger de pæneste offentlige intentioner om at skære marginalt ned, stiger forbruget af sprøjtemidler reelt. I Frankrig var ambitionen, at man i 2020 skulle have halveret brugen af pesticider – altså insektmidler – men de tørre tal viser, at mængden af aktivt bekæmpelsesmiddel er steget, og i 2014 nåede det op på et årligt forbrug af 75.000 ton. Nedgangen i insekt- og fugleliv kan derfor ikke undre nogen.

 

Landbruget som nikotin-junkies

Et livsfarligt stævnemøde

En af de værste syndere er her brugen af neonicotinoider, der er en potent generel dyregift, der har den nyttige, men farlige egenskab, at giften optages i alle plantens dele og derfor rammer alle dyr, der senere spiser nogen del af planten – inklusive mennesker.

Et ganske ubehageligt eksempel på dette misbrug er, at giften overføres til rapsens pollen, og dermed rammer bierne, når de samler nektar på vores mangfoldige rapsmarker. Den omsiggribende bidød er et velkendt fænomen. Neonicotinoider er i dag verdens mest anvendte insektgift og der er ingen tegn på, at myndighederne seriøst vil begrænse forbruget af denne ekstremt farlige miljøgift. Der er penge på spil.

 Hvad kan vi gøre ved det?

Et fuldmodent kvashegn

Hvad kan vi selv gøre for at løse dette problem? Reelt meget lidt ud over en stadig og stædig kamp for at overbevise politikerne om, at 100 lettjente erhvervskroner i dag nemt koster 100.000 helbredskroner om en generation eller så. Hvis en sen feberredning da i det hele taget er muligt på dette tidspunkt. Men stærke velfinansierede erhvervslobbyister, bevidst offentlig vildledning og snæversynet kassetænkning er svære at kæmpe imod, når det den gode sag blot drejer sig om fluer, bier og lærker – og alt muligt andet billigt skidt, der på overfladen ikke bidrager til nationaløkonomien. At de så er forudsætningen for, at vi mennesker er i live på længere sigt, må komme i anden række.

 På det helt nære plan her i Langesø kan vi kun gøre forsvindende lidt, men alt tæller. Lav bedre levemuligheder for fugle og insektliv. Sørg for en alsidig beplantning både når det gælder artsudvalg og væksttyper på grundene. Altså at haverne ikke ligner parkeringspladsen foran Ikea, som vi har set en del eksempler på, men at beplantningen er tættest mulig på den virkelige skovnatur med mange forskellige træer i alle højder. Træer, der veksler med lave busketter, åbne rum og græsbevoksning og rugeligt med blomster. Et kvashegn eller fire er det optimale fristed for fugle, pindsvin, biller, mus og andet velkomment kryb.

Det siger sig selv, at jo mindre kemi man bruger, jo venligere er man ved den natur, vi er så afhængige af. I den sidste ende sprøjter man ikke kun mod de uønskede dyr og planter, men mest af alt mod sig selv.

 Et slow motion selvmord

Her er lige en sidste tanke til aftenbønnen: Danmarks dyrkningsarealer er nærmest badet i det populære ukrudtsmiddel RoundUp.  Landbruget fører en stadigt mere fortvivlet kamp for at bilde os ind, at Roundup er uskadeligt, på trods af at gedigne internationale forskningsresultater påviser, at aktivstoffet glyphosphat er kræftfremkaldende. Roundup bliver stadigt promoveret som værende så uskadeligt, at vi ikke burde bekymre os om, at der er restmængder af ukrudtsmidlet i stort set alle konventionelt producerede vegetabilske fødevarer, og at vi alle i dag bærer rundt på pæne mængder af dette stof i vores krop. Forsøgsrotterne har jo som regel overlevet langt større doser, så vi kan trygt spise videre…

 Men RoundUp virker også mod svampe og visse bakterier, og netop i disse år, fortæller forskningen os, at vores indre flora af bakterier og svampe i vores tarmsystem er altafgørende for vores helbred – både det fysiske og det mentale. Så når man sprøjter med RoundUp eller spiser brød lavet på Round-Up-behandlet korn, slår man vigtige dele af disse indre beskyttende bakterier ihjel.

Der er ét erhverv, hvor der på tværs af stort set alle landegrænser er en exceptionel høj selvmordsrate, og det er landbruget. Gad vide om brugen af RoundUp via på virkningen af tarmsystemet er medvirkende til, at depressioner er så udbredt i det globale landbrug? Hvis det er tilfældet, så rummer dette setup sin helt egen form for Karma.

Eller som Tom Lundén og Bifrost – næsten – sang tilbage i 1976: ”Vi er del af jer selv – Vi kan sagtens slå jer ihjel.”

Migranterne er kommet til Langesø

De fremmede i haverne
Vi har fået nye gæster, der lige så stille har sneget sig ind under hegnet og nu findes i rigtigt mange af vores haver, hvor de uindbudt og hæmningsløst stiller deres glubende sult. De er heldigvis overvejende vegetarer og derudover ganske omgængelige – Ja, ligefrem nydelige. Den vigtigste grund til bekymring over deres tilstedeværelse er deres antal – eller rettede deres forventelige enorme antal i en nær fremtid. Hvor nogle få individer sagtens kan integreres, er det straks et solidt problem, når antallet her i Langesø måske kommer langt over de 100.000 individer. Denne nye migrant er Voldsneglen – eller mere korrekt – Den Plettede Voldsnegl – Cornu aspersum

Drab og Vold
Den med rette berygtede Dræbersnegl er nu et uomgængeligt faktum alle steder i Langesø, hvor den stortrives og uden blusel ødelægger haveglæden for alt og alle. Den findes i enorme mængder og kun med den yderste flid og en gennemført stædighed kan bestanden holdes nede på noget, der ligger lige under smertegrænsen. Vi slipper aldrig af med dette slimede problembarn, og det bedste alternativ er er konstant indsats med at aflive flest muligt af udyrene. Dræbersneglen er med rette berygtet for sin hæmningsløse appetit, der ikke mindst går ud over prydplanter, der ribbes totalt. En ultimativt destruktivt skadedyr. Derfor kan det godt bekymre, at den lige så dramatisk navngivne Voldsnegl nu for alvor har vist sig. Her på stedet har vi fundet snesevis af eksemplarer i alle størrelser.

Er så Voldsneglen en fjende på linje med dræbersneglen? Tjah, er det eneste klare svar i dag.
Det er jo vigtigt at vide mest muligt om sine potentielle fjender, så lad os se nærmere på Voldsneglen.

Kend din snegl
I modsætningen til hadeobjektet Dræbersneglen er Voldsneglen udstyret med eget hus, der er i omegnen af tre til fire centimeter. Den minder ganske meget om en lille Vinbjergsnegl, men sneglehuset er typisk mere mønstret og mere blankt end hos Vinbjergsneglen. Voldsneglen er alt i alt sagt ganske pæn, men udseendet kan sagtens bedrage. Vores første egne erfaringer er, at sneglen kun er moderat destruktiv over for planterne, men antallet af individer er endnu også beskedent. Hvad der sker, når sneglen får seriøst gang i familieforøgelsen, må vise sig på længere sigt.

Udvokset Voldsnegl
Vinbjergsnegl
Almindelig Havesnegl

Plettet voldsnegl blev indført i Danmark i slutningen af 1800-tallet, men det er først nu, at den for alvor er kommet op i omdrejninger – sandsynligvis på grund af et varmere og mere fugtigt klima. Og kræet er voldsomt frugtbart: En Plettet Voldsnegl kan frembringe et nyt kuld med et interval på kun seks uger. Det kan give over 400 æg pr. snegl i løbet af en sæson. Ligesom ved Vinbjergsneglen er der tale om hermafroditter, hvor begge dele af kæresteparret kan lægge æg, så det løber jo op.

Fjenderne er ganske få, og pindsvin er sikkert det bedste bud på et mulig sneglespisende rovdyr, selv om fugle og visse rovbiller også skulle tage for sig af retterne. I og med at sneglen er udstyret med et hus, har den særligt gode muligheder for at gå i dækning og beskytte sig mod angreb, samtidig med at den ofte vil være for omfangsrig til at kunne gå i mange sneglefælder. Minussiden i dette regnskab – set fra sneglens synspunkt – udgøres dog af, at huset gør det sværere at gemme sig.

Ligesom Dræbersnegl og Vinbjergsnegl sætter Voldsneglen pris på et grønt og fugtigt miljø. Den trives bedst under et tæt plantedække, så kan man holde dele af haven med bar jord eller med beskedent bunddække, har man en fordel. Generelt er sneglen ikke kræsen, så den vil uden tvivl angribe rigtigt mange forskellige haveplanter. Yderligere er den god til at tilpasse sig forskellige levesteder og klimater, da den på grund af huset ikke er så følsom over for udtørring som eksempelvis Dræbersneglen er. Naturstyrelsen kalder voldsneglen for invasiv og forventer, at den vil få status af skadedyr, da den flere steder sydpå bekæmpes i frugtplantager, hvor den angriber både frugt og løv.

Mord for viderekommende
Hvis man vil aflive Voldsnegle, er det lige takken sværere, end når det gælder Dræbersneglene. Det er sneglehuset, der driller, men et solidt tramp virker godt, hvis man klare den knasende lyd, der følger med aflivningen. Efterlader man de døde snegle på åstedet, vil ådslerne tiltrække andre sultne snegle, så man efterfølgende kan aflive endnu flere eksemplarer.

Men glemt alt om dyrplageri som salt og kogende vand, med mindre du vil ofre en gryde på sagen og koge de levende lyr i minimum 10 minutter. Voldsneglen er følsom overfor almindelig sneglegift som eksempelvis Ferramol. Men problemet er, at denne gift også dræber alle de nyttige snegle, der er med til at udkonkurrere Voldsneglen og måske endda spise dens æg. Men en skarp spade er absolut effektiv, og fordelen ved Voldsneglens hus er, at den er nem få fat i og ikke slimer ens fingre til, så man kan indsamle dem i større mængde til senere og mere organiseret massehenrettelse.

Spis indvandrerne
Men nu er det ikke alt, der er jammer, når det gælder Voldsneglen. Den er faktisk ganske populær længere sydpå og ikke mindst i Frankrig, hvor den går under navnet ”Petit Gris” – altså den lille grå. Her anser man den for at være en ligeværdig partner til Vinbjergsneglen på middagsbordet. Den spises med stor entusiasme og skulle efter sigende være lige så velsmagende som den eftertragtede Vinbjergsnegl. Man har endda indført et nationalt mindstemål på tre centimeter, før sneglen må indsamles. Dette tyder umiddelbart på, at Voldsneglen ikke når samme epidemiske og eksplosive omfang, som bestanden af Dræbersnegle har gjort her til lands.

Så er der serveret!

Har man lyst til at smage på sagerne, så kommer opskriften her. Start med at lade sneglene gå på rent sand i et indelukke et par dage, så de kan få tømt tarmsystemet. Næste trin er at fjerne den hinde, som dannes ved porten til sneglehuset og som beskytter sneglen, når den har trukket sig tilbage til privaten. Vask så dyrene grundigt, inden de overføres til rigeligt med spilkogende solidt saltet vand i cirka 10 minutter. Hæld vandet fra og lad sneglene køle af, hvorefter huset kan fjernes og diverse indvolde kan skæres fra.

Man laver så en kogelage af vand, hvidvin, finthakket løg, hakkede gulerødder, fintskåret blegselleri og krydderurter som eksempelvis timian, laurbærblade og rosmarin og tilsætter en passende mængde peber og salt. De klargjorte snegle simrer i cirka fire timer, til de er møre og klar til servering efter den samme model som Vinbjergsnegle, hvor hvidløgssmør er det klassiske tilbehør. Velbekomme.

Glæd dig til Gemserod

 

Gemserods gule skivekroner
Gemserods gule skivekroner

Visse haveplanter trives så godt, at de kæmper om pladsen med den naturlige flora her i Langesø. Stauden Gemserod er et godt og endda smukt eksempel på dette, og vi kan glæde os over, at den i den grad trives her hos os – endda uden for haverne. Gemserod er en af de tidligst blomstrende planter, og kommer kun kort tid efter lærkespore, viol og anemone. De smukke gule blomsterkroner sidder på så høj en stilk – ofte over 50 centimeter – at det let frister til at bruge den i buketter, og da der hist og her er ganske mange, skulle det da også være muligt.

Gemserod er en plante, man med fordel kan invitere ind i sin have. Man kan simpelthen grave nogle eksemplarer op og sætte dem i jorden, som man ville gøre efter en tur i planteskolen. Her er der dog tale om en af de gratis fornøjelser. Husk at vande et par gange efterfølgende.

 

Gemserod kan trives i blomsterenge
Gemserod kan trives i blomsterenge

Vi har her på Slåenvej med stort held fået Gemserod til at gro under bøg, og den trives endda i så pænt et omfang, at man kan bruge den til at holde skvalderkålen i ave, hvis man giver gemseroden en hjælpende hånd i form at svinge hakkejernet over skvalderkålen. Dette gøres bedst i det tidlige forår, hvor skvalderkålen er svækket af den lange vinter og derfor er modtagelig for gentagne lugninger. Helt vil man aldrig slippe for skvalderkålen, men den er faktisk ganske køn, når den blomstrer med sine hvide kronblade. De spæde grønne skud kan endda spises i en grøn salat, og de smager bedst jo mindre de er.

 

Ramsløg – en velsmagende forårsbebuder

Grønne blade klar til høst
Grønne blade klar til høst

Går man tur rundt i området her midt i april vil man mange steder se tætte bevoksninger af grønne liljekonvallignende blade i skovbunden. Gnider man bladene mellem fingrene, vil man hurtigt blive klar over, at der ikke er tale om den kraftigt giftige liljekonval, da bladenes skarpe løglignende lugt omgående breder sig. Det er i stedet den nyttige og smukke plante Ramsløg, man har fundet. Det botaniske navn er Allium ursinum, det betyder bjørneløg. Hvorfor bjørnen skal blandet inden i dette, melder historien intet om.

Ramsløg-duften kan være lidt ram, men det er hvidløg jo også. I begge tilfælde står vi med en glimrende køkkenurt, der kan bruges til mangt og meget. Det er de unge blade, der har den fineste smag, og de kan dampes, hakkes og steges meget samme på måde, som man bruger spinat. Hvidløgspræget kan udnyttes til Ramsløg-pesto med olie og valnødder, og man kan også bruge den fine smag i god gammeldags kartoffelmos. Ramsløg kan erstatte løg / hvidløg i utallige retter, og bladene er rige på C-vitamin. Efter sigende skulle Ramsløg være 10 gange så C-vitaminholdig som citroner. Yderligere er de hvide blomster en pryd i sig selv.

 

SONY DSC
SONY DSC

Vi er så heldige at have store bestande i Langesø, og de vokser i omfang fra år til år. Man kan sagtens tage dem ind i haven, da der jo er tale om et løg. Løget kan sidde ganske dybt, så der skal redskaber til, før man kan lave en vellykket transplantation. Nogle få løg rækker langt, da planten villigt breder sig, hvis jorden er pænt muldet og let fugtig. Ramsløg er oprindeligt en skovbundsplante, så kan man give den tilsvarende levevilkår, vil den kvittere med god vækst og komme igen år efter år.

Ramsløg forener natur, prydværdi og gastronomi på smukkeste vis.

Svampe – et spørgsmål om timing

Efteråret er svampetid – ja, det er sensommeren i øvrigt også. Den almindelig gule kantarel kan findes fra slutningen af juni og topper ofte i juli måned. Men ingen svamperegel uden undtagelser. Man kan sagtens være heldig og finde kantareller i det sene efterår, men en nær slægtning – tragtkantarellen – er for nuværende langt mere almindelig og kan indsamles helt frem til den første solide frost tager livet af dem.

Karl-Johan

Vi er heldige her i Langesø, for Horserød regn og omliggende skove er lidt af et svampe-hotspot. Skovbunden rummer et imponerende udvalg af dejlige spisesvampe – ikke mindst de velsmagende og nemt genkendelige rørhatte. Den gastronomiske superstar over alle er Karl Johan, der har opført sig ganske ejendommeligt i år.

Normalt er sæsonen lang, og fra juli og en måned eller to frem kan man finde pæne mængder af disse gode rørhatte, men i år var det anderledes: Skoven var som blæst, indtil der kom en våd periode i starten af september, og pludselig vrimlede den stærkt savnede Karl Johan op af skovbunden. Man kunne plukke adskillige kilo i løbet af en time eller to, hvis ellers man kendte de rette steder. Men i år var slaraffenlandet overstået på under to uger, hvorefter Karl Johan igen var som sunket i jorden – eller rettere i skovbunden. Til gengæld var kvaliteten i topklasse med et minimum af larveangreb, så fryseren bugner af de mange gode svampe klar til brug.

Tilbage til tragtkantarellen, der er lige så upålidelige som Hr. Karl Johan. Tragtkantarellen plejer at tage det sene skift, og den er ofte først for alvor til stede i oktober. Finder man de rette steder – typisk lys højstammet nåleskov med græsbevoksninger – kan der samles betragtelige mængder, selv om det kræver en flittig indsats, da svampene ofte er små.

Men det er besværet værd, da tragtkantarellen er overordentlig velsmagende. De bedste resultater opnås, når svampene tørres blidt. Vi giver dem 5 minutter i ovnen ved 40 grader og gentager behandlingen til de små kræ er knastørre. Det dufter himmelsk imens. De tørrede eksemplarer holder snildt i et år i en tætsluttende beholder.

Svampene kan bruges på utallige måder. De kan enten blødes op eller knuses til svampemel, der er et fint krydderi i saucer, mayonnaise eller i kryddersmør. Eller smid dem blot i en gryderet, og den bliver langt mere smagfuld, da tragtkantarellen er rig på naturens egen smagsforstærker umami. En sidste køkkenfavorit er tørre svampe, der koges ved lav varme i rigeligt smør en 5 til 10 minutter og så serveres på ristet brød med et frisk drys persille. En sval Pinot Noir klæder denne ret rigtigt flot.

Tragtkantareller
Tragtkantareller

Tragtkantarellen er nem at genkende, og der er ikke nogen farlige forvekslingsmuligheder, når man først har set et eksemplar tæt på. Man kan få et gratis identifikationskursus i Irma, hvor denne svamp indsamlet i Sverige ofte sælges i det sene efterår med tilhørende skiltning. Svampen er typisk en lille lav sag, der er 2 til 5 centimeter høj, selv om den sagtens kan vokse sig væsentlig større. Farven på den kantarellignende hat er diskret gråbrun, så den let forveksles med visne blade, så den kan være svær at få øje på. Den vokser normalt i grupper, så har man først fundet én, er der næsten altid pænt med naboer. Den sikre bestemmelseskarakter får man, når man ser på svampens stok, der har en markant kontrasterende bleggul farve, der strækker sig fra foden og op til de nedløbende lameller.

I år har mængderne været moderate, og selv om vi har opfattet efteråret som vådt, har det ikke været vådt nok – set fra tragtkantarellens perspektiv. Men skulle vi få en fugtig periode, før frosten melder sig, er det bare med at komme ud i skoven og samle til huse. Det giver mange glade stunder ved spisebordet vinteren igennem.