Det tidlige forår har sine helt egne bebudere i Langesø. Det er de vilde blomster, jeg taler om. De kommer trofast år efter år. Venner der dukker op i velkendt rækkefølge. Man ved aldrig præcis hvornår – hvert år har sin egent takt og dermed sin egen charme. Men man ved hvem der dukker op.
Den første er normalt Følfod. En lille duknakket sag, der stikker en lang skællet hals op i slutningen af marts. Ofte på bar jord eller på en ugæstfri skråning. En meget stedbundet plante. Vinteren er for alvor på retur, når Følfod viser sig. Der er ikke mange i Langesø, men de er der. Og så har den et morsomt-klingende latinsk navn Tussilago farfara – nemt at huske. Den blev i ældre tid brugt som lægeplante mod luftvejslidelser, da den angiveligt er slimløsende og skulle hele sår, hvis den bruges som omslag. Den bør ikke indtages i større omfang, da den er svagt giftig.
De er to andre kandidater der slås om at komme først, og det ender som regel med dødt løb: Hulrodet Lærkespore og Vorterod.