Hvad er værdien?

Træerne er selve sjælen i Langesø, men ganske mange behandler dem som ukrudt. Men fristes til at tro, at tankegangen er noget i retning af: ”Det er sørme ærgerligt, at det er så svært at rykke de irriterende træer op bare med hånden, men heldigvis har man da en motorsav, og så er det problem ryddet af vejen i en ruf…”

Denne indstilling er vaskeægte afstumpethed i ordets egentlige betydning. Den afslører manglende sans for livets ægte værdier – ikke blot i ens eget, men i alle andre Langesøbeboeres miljø. Respekt for træerne på deres egne præmisser kendetegner et hjertevarmt menneske med styr på tilværelsens sande prioriteringer. Et ualmindeligt smukt eksempel på denne intelligente holdning til naturen kan man læse hos den tyske forfatter og Nobel-pristager Hermann Hesse, der især er berømt for romanen Steppeulven. Hermann Hesse videregiver her med sin kærlige og lærerige forståelse for træernes enestående værdi for mennesket.

Teksten stammer fra ”Wanderings: Notes and Sketches”. Den fulde engelske tekst kan læses nedenfor, og den er mere end værd at bruge lidt tid på. Jeg har oversat en kort smagsprøve til dansk. Håber det vil inspirere til videre læsning:

”Intet er mere helligt, intet er vigtigere end at værdsætte et smukt, stærkt træ. Når et træ fældes og afslører det nøgne dødelige sår til solen, kan man læse hele dets livshistorie i det lysende manuskript, som snittet gennem stammen afslører: Årringene viser træets opvækst og alle dets ar, alle dets kampe, alle dets sygdomme. Al dets glæde og medgang står sandfærdigt skrevet her. Det fortæller om de magre år og om de gode år og om de angreb og storme, der blev modstået…”

Bedre kan det ikke siges. Det er et uimodsigeligt argument for at bevare flest mulige af vores vidunderlige træer. Skulle vi ikke sende vores egne smålige behov og idéer ud på en velfortjent sidelinje?  Fuldvoksne træer er en næsten uerstattelig gave givet til os af venlige mennesker fra en langt klogere fortid. En gave, som vi må blive bedre til at værdsætte efter fortjeneste.

 

Hermann Hesse får nu selv ordet:  “For me, trees have always been the most penetrating preachers. I revere them when they live in tribes and families, in forests and groves. And even more, I revere them when they stand alone.

They are like lonely persons. Not like hermits who have stolen away out of some weakness, but like great, solitary men, like Beethoven and Nietzsche.

In their highest boughs the world rustles, their roots rest in infinity; but they do not lose themselves there, they struggle with all the force of their lives for one thing only: to fulfill themselves according to their own laws, to build up their own form, to represent themselves.

Nothing is holier, nothing is more exemplary than a beautiful, strong tree. When a tree is cut down and reveals its naked death-wound to the sun, one can read its whole history in the luminous, inscribed disk of its trunk: in the rings of its years, its scars, all the struggle, all the suffering, all the sickness, all the happiness and prosperity stand truly written, the narrow years and the luxurious years, the attacks withstood, the storms endured.

And every young farm boy knows that the hardest and noblest wood has the narrowest rings, that high on the mountains and in continuing danger the most indestructible, the strongest, the ideal trees grow.

Trees are sanctuaries. Whoever knows how to speak to them, whoever knows how to listen to them, can learn the truth. They do not preach learning and precepts. They preach, undeterred by particulars, the ancient law of life.

A tree says: A kernel is hidden in me, a spark, a thought, I am life from eternal life. The attempt and the risk that the eternal mother took with me is unique, unique the form and veins of my skin, unique the smallest play of leaves in my branches and the smallest scar on my bark. I was made to form and reveal the eternal in my smallest special detail.

A tree says: My strength is trust. I know nothing about my fathers, I know nothing about the thousand children that every year spring out of me. I live out the secret of my seed to the very end, and I care for nothing else. I trust that God is in me. I trust that my labor is holy. Out of this trust I live.

When we are stricken and cannot bear our lives any longer, then a tree has something to say to us: Be still! Be still! Look at me! Life is not easy; life is not difficult. Those are childish thoughts. . . . Home is neither here nor there. Home is within you, or home is nowhere at all.

A longing to wander tears my heart when I hear trees rustling in the wind at evening. If one listens to them silently for a long time, this longing reveals its kernel, its meaning. It is not so much a matter of escaping from one’s suffering, though it may seem to be so. It is a longing for home, for a memory of the mother, for new metaphors for life. It leads home. Every path leads homeward, every step is birth, every step is death, every grave is mother.

So, the tree rustles in the evening, when we stand uneasy before our own childish thoughts: Trees have long thoughts, long-breathing and restful, just as they have longer lives than ours. They are wiser than we are, as long as we do not listen to them. But when we have learned how to listen to trees, then the brevity and the quickness and the childlike hastiness of our thoughts achieve an incomparable joy. Whoever has learned how to listen to trees no longer wants to be a tree. He wants to be nothing except what he is. That is home. That is happiness.”

Respektindgydende lærerigt.  Ægte kærlig visdom. Tankevækkende. Her er ord, man bør lægge sig på sinde, når man næste gang står over for et vidunderligt træ.

Det er aldrig for sent at blive klogere…

Plejebarnet spiser Dræbersnegle

Der lever Pindsvin i Langesø, men langt fra nok. Det problem kan dog løses, da vi er så heldige at have et lokalt Pindsvine-refugium for syge og tilskadekomne Pindsvin. Det er ildsjælen Christina Teichert på Kvædevej, der tager sig kærligt af de nødlidende pindgrise. Hun er mere eller mindre flyttet ud af sit eget hus for at give plads til Pindsvinene, der bliver plejet og passet, indtil de igen er sunde og raske.

De opdaterede Pindsvin skal på et tidspunkt flytte hjemmefra og rejse ud i det virkelige liv. De søger derfor nye græsgange – eller rettere nye plejeforældre – der vil give dem plads i deres have. Her lærer de hurtigt at klare sig selv og går i gang med at gøre mange nyttige ting for miljøet. Christina modtager omkring 100 af de piggede patienter om året, så der er gode muligheder for, at man kan sikre sig et gratis plejebarn, hvis man tager sig en snak med hende. Lige her i sommerperioden er det højsæson for Pindsvine-adoptioner.

Klar til at vågne

Her er det på sin plads med lidt fakta om det totalfredede Pindsvins nytteværdi: De spidssnudede nataktive dyr kan hjælpe dig af med en af køkken- og prydhavens allerstørste plager: dræbersneglene. De spiser regnorme, biller, larver, edderkopper og snegle – og vigtigst for haveejere: æg og unger af dræbersneglene. De er kort og godt en vigtig del af vores fødekæder og hjælper os med at holde den naturlige balance i vores miljø, så det hele fungerer bedst muligt for os alle.

 

Fakta om Pindsvin                

Kropslængde: Ca. 25 cm

Halelængde: Ca. 3 cm

Vægt: ¾-1½ kg

Antal pigge: 5.000-7.000

Parringsperiode: Juni-juli

Drægtighed: 35 dage

Antal unger/kuld: 2-9, i gennemsnit 4-5

Antal kuld/år: 1

Levetid (max.): 6-7 år

Udbredelse, verden: Skandinavien, England, Irland, Den iberiske Halvø, Italien og østpå til Uralbjergene

Udbredelse, Danmark: Stort set overalt, ikke bare på fastlandet og større øer, men også på en lang række mindre øer

Beskyttelse: Totalfredet

Anvendelse: Ingen

Fjender: Få pga. piggene. Ræv, grævling, ilder, skovmår, husmår, stor hornugle, trafik

Kilde: Naturhistorisk Museum

 

Bevar vores grønne formue

Langesø er en enestående blanding af natur og kulturlandskab. Fortidens beboerne var åbenbart klogere end os. De både vidste og praktiserede, at det er til fælles bedste, når man respekterer naturen, bibeholder områdets skovagtige præg og ikke ødelægger det til fordel for en gængs villahave. Den slags sterile haver er landet i forvejen mere end velforsynet med, og kun alt for ofte ødelægger en traditionel villahave det autentiske naturpræg og saboterer naturen. Hvis man prioriterer trampoliner, tennisbaner og åbne græsørkner frem for ærværdige træer, fugleskjul og et rigt insektliv, bor man det forkerte sted.

Naturen er reelt ét stort netværk, hvor hvert led er afhængigt af de andre, og hvor alle dele er lige vigtige, hvis alt forsat skal fungere. Når vi fælder træer, slår snoge ihjel eller sprøjter mod skadedyr og ukrudt, griber vi ind i meget fine og følsomme balancer. Vi kender ikke konsekvenserne af vores handlinger, da ikke nogen levende sjæl ved præcis, hvordan dette fine netværk er opbygget – endsige hvordan denne perfekte balance er skabt gennem millioner af års evolution. Men lur mig, om ikke selv den biologisk mest uvidende føler en lille orm gnave i samvittighedens ædlere dele, når naturen bliver ofret på bekvemmelighedens og konformitetens alter.

 

Nix Pille!

Her i Langesø er vi begavet med en enestående rigdom i form af en sårbar naturskat, som er truet af kortsigtede egoistiske tiltag. Vi må derfor alle gribe langt mindre ind i naturens gang, og i det mindste ikke direkte modarbejde dens trivsel ved at udslette de mest værdifulde dele af dyre- og plantelivet.  Tværtimod kan man på mange måder aktivt bidrage til at genskabe områdets dyre- og planteliv.

Én vigtig bidragyder til naturgenopretningen er netop Pindsvinet. Desværre lever der overraskende få eksemplarer i området, på trods af at der er noget nær optimale livsbetingelser. Måske det hænger sammen med nedgangen i insektlivets rigdom?

En nem adoption

Hvad kræver det så at adoptere et Pindsvin? Det korte svar er: ikke ret meget.

Når Pindsvinet for alvor er vågnet af sin vinterdvale og i øvrigt er sundt og rask, er det klar til at flytte hjemmefra. Det kan uden problemer transporteres hjem til sin nye adresse i en lukket papkasse foret med hø eller halm.  Man kan købe fine færdiglavede Pindsvineboer udført i træ mange steder, men man kan sagtens selv lave en lille hule. Alt, hvad der skal til, er lidt fliser og kviste og grene, bare hulen fores med en blød bund af blade eller hø.

At Pindsvinet så kort tid efter udsætningen selv finder en mere passende bolig er en anden sag. Det er vigtigt, at Pindsvineboet etableres på et tørt sted, da fugt og Pindsvin ikke harmonerer med hinanden. Pasningen indskrænker sig i øvrigt til at fodre med lidt kattetørfoder den første tid plus konstant sørge for frisk vand. Tilgang til drikkevand er særdeles vigtigt for Pindsvinets trivsel – ikke mindst i tørkeperioder.

Vær god ved din gris

Man kan gøre flere ting for at give Pindsvinene bedre levevilkår i sin have. Det er godt, ikke blot for plejebørnene, men det vil også tiltrække ”vilde” pindgrise. Eksempelvis er kvashegn eller store kompostbunker meget nyttige, da de både giver ly og fødemuligheder. Alt, hvad der fremmer insektlivet, er godt for Pindsvinet. Så når man undlader at sprøjte med gift og sørger for et rigt sammensat planteliv med flest mulige insektvenlige blomster, er man godt på vej.

Det gælder derfor om at have et vildt upasset hjørne eller to i haven, hvor naturen kan få lov at gå sin egen uhindrede gang. Det vil ikke blot være godt Pindsvinet og mange andre dyr, men vil også give dig bedre tid til at nyde naturens gang i stedet for at bruge tid på havetraktoren. Har du mulighed for at etablere et lille vandhul, vil det gavne adskillige dyrearter, og det giver samtidig en rigere og smukkere flora. Den sikre vej til flere gratis glæder.

Som betaling for ydet haveassistance, kan man melde sig ind i foreningen Pindsvinets Venner” – Det koster kun 100 kroner pr. år. Se mere her: https://www.Pindsvin.dk/

Læs mere om Pindsvinets biologi her: www.naturhistoriskmuseum.dk/viden/naturlex/pattedyr/Pindsvin