Træerne er selve sjælen i Langesø, men ganske mange behandler dem som ukrudt. Men fristes til at tro, at tankegangen er noget i retning af: ”Det er sørme ærgerligt, at det er så svært at rykke de irriterende træer op bare med hånden, men heldigvis har man da en motorsav, og så er det problem ryddet af vejen i en ruf…”

Denne indstilling er vaskeægte afstumpethed i ordets egentlige betydning. Den afslører manglende sans for livets ægte værdier – ikke blot i ens eget, men i alle andre Langesøbeboeres miljø. Respekt for træerne på deres egne præmisser kendetegner et hjertevarmt menneske med styr på tilværelsens sande prioriteringer. Et ualmindeligt smukt eksempel på denne intelligente holdning til naturen kan man læse hos den tyske forfatter og Nobel-pristager Hermann Hesse, der især er berømt for romanen Steppeulven. Hermann Hesse videregiver her med sin kærlige og lærerige forståelse for træernes enestående værdi for mennesket.

Teksten stammer fra ”Wanderings: Notes and Sketches”. Den fulde engelske tekst kan læses nedenfor, og den er mere end værd at bruge lidt tid på. Jeg har oversat en kort smagsprøve til dansk. Håber det vil inspirere til videre læsning:

”Intet er mere helligt, intet er vigtigere end at værdsætte et smukt, stærkt træ. Når et træ fældes og afslører det nøgne dødelige sår til solen, kan man læse hele dets livshistorie i det lysende manuskript, som snittet gennem stammen afslører: Årringene viser træets opvækst og alle dets ar, alle dets kampe, alle dets sygdomme. Al dets glæde og medgang står sandfærdigt skrevet her. Det fortæller om de magre år og om de gode år og om de angreb og storme, der blev modstået…”

Bedre kan det ikke siges. Det er et uimodsigeligt argument for at bevare flest mulige af vores vidunderlige træer. Skulle vi ikke sende vores egne smålige behov og idéer ud på en velfortjent sidelinje?  Fuldvoksne træer er en næsten uerstattelig gave givet til os af venlige mennesker fra en langt klogere fortid. En gave, som vi må blive bedre til at værdsætte efter fortjeneste.

Hermann Hesse får nu selv ordet:  “For me, trees have always been the most penetrating preachers. I revere them when they live in tribes and families, in forests and groves. And even more, I revere them when they stand alone.

They are like lonely persons. Not like hermits who have stolen away out of some weakness, but like great, solitary men, like Beethoven and Nietzsche.

In their highest boughs the world rustles, their roots rest in infinity; but they do not lose themselves there, they struggle with all the force of their lives for one thing only: to fulfill themselves according to their own laws, to build up their own form, to represent themselves.

Nothing is holier, nothing is more exemplary than a beautiful, strong tree. When a tree is cut down and reveals its naked death-wound to the sun, one can read its whole history in the luminous, inscribed disk of its trunk: in the rings of its years, its scars, all the struggle, all the suffering, all the sickness, all the happiness and prosperity stand truly written, the narrow years and the luxurious years, the attacks withstood, the storms endured.

And every young farm boy knows that the hardest and noblest wood has the narrowest rings, that high on the mountains and in continuing danger the most indestructible, the strongest, the ideal trees grow.

Trees are sanctuaries. Whoever knows how to speak to them, whoever knows how to listen to them, can learn the truth. They do not preach learning and precepts. They preach, undeterred by particulars, the ancient law of life.

A tree says: A kernel is hidden in me, a spark, a thought, I am life from eternal life. The attempt and the risk that the eternal mother took with me is unique, unique the form and veins of my skin, unique the smallest play of leaves in my branches and the smallest scar on my bark. I was made to form and reveal the eternal in my smallest special detail.

A tree says: My strength is trust. I know nothing about my fathers, I know nothing about the thousand children that every year spring out of me. I live out the secret of my seed to the very end, and I care for nothing else. I trust that God is in me. I trust that my labor is holy. Out of this trust I live.

When we are stricken and cannot bear our lives any longer, then a tree has something to say to us: Be still! Be still! Look at me! Life is not easy; life is not difficult. Those are childish thoughts. . . . Home is neither here nor there. Home is within you, or home is nowhere at all.

A longing to wander tears my heart when I hear trees rustling in the wind at evening. If one listens to them silently for a long time, this longing reveals its kernel, its meaning. It is not so much a matter of escaping from one’s suffering, though it may seem to be so. It is a longing for home, for a memory of the mother, for new metaphors for life. It leads home. Every path leads homeward, every step is birth, every step is death, every grave is mother.

So, the tree rustles in the evening, when we stand uneasy before our own childish thoughts: Trees have long thoughts, long-breathing and restful, just as they have longer lives than ours. They are wiser than we are, as long as we do not listen to them. But when we have learned how to listen to trees, then the brevity and the quickness and the childlike hastiness of our thoughts achieve an incomparable joy. Whoever has learned how to listen to trees no longer wants to be a tree. He wants to be nothing except what he is. That is home. That is happiness.”

Respektindgydende lærerigt.  Ægte kærlig visdom. Tankevækkende. Her er ord, man bør lægge sig på sinde, når man næste gang står over for et vidunderligt træ.

Det er aldrig for sent at blive klogere…

De fremmede i haverne
Vi har fået nye gæster, der lige så stille har sneget sig ind under hegnet og nu findes i rigtigt mange af vores haver, hvor de uindbudt og hæmningsløst stiller deres glubende sult. De er heldigvis overvejende vegetarer og derudover ganske omgængelige – Ja, ligefrem nydelige. Den vigtigste grund til bekymring over deres tilstedeværelse er deres antal – eller rettede deres forventelige enorme antal i en nær fremtid. Hvor nogle få individer sagtens kan integreres, er det straks et solidt problem, når antallet her i Langesø måske kommer langt over de 100.000 individer. Denne nye migrant er Voldsneglen – eller mere korrekt – Den Plettede Voldsnegl – Cornu aspersum

Drab og Vold
Den med rette berygtede Dræbersnegl er nu et uomgængeligt faktum alle steder i Langesø, hvor den stortrives og uden blusel ødelægger haveglæden for alt og alle. Den findes i enorme mængder og kun med den yderste flid og en gennemført stædighed kan bestanden holdes nede på noget, der ligger lige under smertegrænsen. Vi slipper aldrig af med dette slimede problembarn, og det bedste alternativ er er konstant indsats med at aflive flest muligt af udyrene. Dræbersneglen er med rette berygtet for sin hæmningsløse appetit, der ikke mindst går ud over prydplanter, der ribbes totalt. En ultimativt destruktivt skadedyr. Derfor kan det godt bekymre, at den lige så dramatisk navngivne Voldsnegl nu for alvor har vist sig. Her på stedet har vi fundet snesevis af eksemplarer i alle størrelser.

Er så Voldsneglen en fjende på linje med dræbersneglen? Tjah, er det eneste klare svar i dag.
Det er jo vigtigt at vide mest muligt om sine potentielle fjender, så lad os se nærmere på Voldsneglen.

Kend din snegl
I modsætningen til hadeobjektet Dræbersneglen er Voldsneglen udstyret med eget hus, der er i omegnen af tre til fire centimeter. Den minder ganske meget om en lille Vinbjergsnegl, men sneglehuset er typisk mere mønstret og mere blankt end hos Vinbjergsneglen. Voldsneglen er alt i alt sagt ganske pæn, men udseendet kan sagtens bedrage. Vores første egne erfaringer er, at sneglen kun er moderat destruktiv over for planterne, men antallet af individer er endnu også beskedent. Hvad der sker, når sneglen får seriøst gang i familieforøgelsen, må vise sig på længere sigt.

Plettet voldsnegl blev indført i Danmark i slutningen af 1800-tallet, men det er først nu, at den for alvor er kommet op i omdrejninger – sandsynligvis på grund af et varmere og mere fugtigt klima. Og kræet er voldsomt frugtbart: En Plettet Voldsnegl kan frembringe et nyt kuld med et interval på kun seks uger. Det kan give over 400 æg pr. snegl i løbet af en sæson. Ligesom ved Vinbjergsneglen er der tale om hermafroditter, hvor begge dele af kæresteparret kan lægge æg, så det løber jo op.

Fjenderne er ganske få, og pindsvin er sikkert det bedste bud på et mulig sneglespisende rovdyr, selv om fugle og visse rovbiller også skulle tage for sig af retterne. I og med at sneglen er udstyret med et hus, har den særligt gode muligheder for at gå i dækning og beskytte sig mod angreb, samtidig med at den ofte vil være for omfangsrig til at kunne gå i mange sneglefælder. Minussiden i dette regnskab – set fra sneglens synspunkt – udgøres dog af, at huset gør det sværere at gemme sig.

Ligesom Dræbersnegl og Vinbjergsnegl sætter Voldsneglen pris på et grønt og fugtigt miljø. Den trives bedst under et tæt plantedække, så kan man holde dele af haven med bar jord eller med beskedent bunddække, har man en fordel. Generelt er sneglen ikke kræsen, så den vil uden tvivl angribe rigtigt mange forskellige haveplanter. Yderligere er den god til at tilpasse sig forskellige levesteder og klimater, da den på grund af huset ikke er så følsom over for udtørring som eksempelvis Dræbersneglen er. Naturstyrelsen kalder voldsneglen for invasiv og forventer, at den vil få status af skadedyr, da den flere steder sydpå bekæmpes i frugtplantager, hvor den angriber både frugt og løv.

Mord for viderekommende
Hvis man vil aflive Voldsnegle, er det lige takken sværere, end når det gælder Dræbersneglene. Det er sneglehuset, der driller, men et solidt tramp virker godt, hvis man klare den knasende lyd, der følger med aflivningen. Efterlader man de døde snegle på åstedet, vil ådslerne tiltrække andre sultne snegle, så man efterfølgende kan aflive endnu flere eksemplarer.

Men glemt alt om dyrplageri som salt og kogende vand, med mindre du vil ofre en gryde på sagen og koge de levende lyr i minimum 10 minutter. Voldsneglen er følsom overfor almindelig sneglegift som eksempelvis Ferramol. Men problemet er, at denne gift også dræber alle de nyttige snegle, der er med til at udkonkurrere Voldsneglen og måske endda spise dens æg. Men en skarp spade er absolut effektiv, og fordelen ved Voldsneglens hus er, at den er nem få fat i og ikke slimer ens fingre til, så man kan indsamle dem i større mængde til senere og mere organiseret massehenrettelse.

Spis indvandrerne
Men nu er det ikke alt, der er jammer, når det gælder Voldsneglen. Den er faktisk ganske populær længere sydpå og ikke mindst i Frankrig, hvor den går under navnet ”Petit Gris” – altså den lille grå. Her anser man den for at være en ligeværdig partner til Vinbjergsneglen på middagsbordet. Den spises med stor entusiasme og skulle efter sigende være lige så velsmagende som den eftertragtede Vinbjergsnegl. Man har endda indført et nationalt mindstemål på tre centimeter, før sneglen må indsamles. Dette tyder umiddelbart på, at Voldsneglen ikke når samme epidemiske og eksplosive omfang, som bestanden af Dræbersnegle har gjort her til lands.

Har man lyst til at smage på sagerne, så kommer opskriften her. Start med at lade sneglene gå på rent sand i et indelukke et par dage, så de kan få tømt tarmsystemet. Næste trin er at fjerne den hinde, som dannes ved porten til sneglehuset og som beskytter sneglen, når den har trukket sig tilbage til privaten. Vask så dyrene grundigt, inden de overføres til rigeligt med spilkogende solidt saltet vand i cirka 10 minutter. Hæld vandet fra og lad sneglene køle af, hvorefter huset kan fjernes og diverse indvolde kan skæres fra.

Man laver så en kogelage af vand, hvidvin, finthakket løg, hakkede gulerødder, fintskåret blegselleri og krydderurter som eksempelvis timian, laurbærblade og rosmarin og tilsætter en passende mængde peber og salt. De klargjorte snegle simrer i cirka fire timer, til de er møre og klar til servering efter den samme model som Vinbjergsnegle, hvor hvidløgssmør er det klassiske tilbehør. Velbekomme.

Efteråret er svampetid – ja, det er sensommeren i øvrigt også. Den almindelig gule kantarel kan findes fra slutningen af juni og topper ofte i juli måned. Men ingen svamperegel uden undtagelser. Man kan sagtens være heldig og finde kantareller i det sene efterår, men en nær slægtning – tragtkantarellen – er for nuværende langt mere almindelig og kan indsamles helt frem til den første solide frost tager livet af dem.

Vi er heldige her i Langesø, for Horserød regn og omliggende skove er lidt af et svampe-hotspot. Skovbunden rummer et imponerende udvalg af dejlige spisesvampe – ikke mindst de velsmagende og nemt genkendelige rørhatte. Den gastronomiske superstar over alle er Karl Johan, der har opført sig ganske ejendommeligt i år.

Normalt er sæsonen lang, og fra juli og en måned eller to frem kan man finde pæne mængder af disse gode rørhatte, men i år var det anderledes: Skoven var som blæst, indtil der kom en våd periode i starten af september, og pludselig vrimlede den stærkt savnede Karl Johan op af skovbunden. Man kunne plukke adskillige kilo i løbet af en time eller to, hvis ellers man kendte de rette steder. Men i år var slaraffenlandet overstået på under to uger, hvorefter Karl Johan igen var som sunket i jorden – eller rettere i skovbunden. Til gengæld var kvaliteten i topklasse med et minimum af larveangreb, så fryseren bugner af de mange gode svampe klar til brug.

Tilbage til tragtkantarellen, der er lige så upålidelige som Hr. Karl Johan. Tragtkantarellen plejer at tage det sene skift, og den er ofte først for alvor til stede i oktober. Finder man de rette steder – typisk lys højstammet nåleskov med græsbevoksninger – kan der samles betragtelige mængder, selv om det kræver en flittig indsats, da svampene ofte er små.

Men det er besværet værd, da tragtkantarellen er overordentlig velsmagende. De bedste resultater opnås, når svampene tørres blidt. Vi giver dem 5 minutter i ovnen ved 40 grader og gentager behandlingen til de små kræ er knastørre. Det dufter himmelsk imens. De tørrede eksemplarer holder snildt i et år i en tætsluttende beholder.

Svampene kan bruges på utallige måder. De kan enten blødes op eller knuses til svampemel, der er et fint krydderi i saucer, mayonnaise eller i kryddersmør. Eller smid dem blot i en gryderet, og den bliver langt mere smagfuld, da tragtkantarellen er rig på naturens egen smagsforstærker umami. En sidste køkkenfavorit er tørre svampe, der koges ved lav varme i rigeligt smør en 5 til 10 minutter og så serveres på ristet brød med et frisk drys persille. En sval Pinot Noir klæder denne ret rigtigt flot.

Tragtkantarellen er nem at genkende, og der er ikke nogen farlige forvekslingsmuligheder, når man først har set et eksemplar tæt på. Man kan få et gratis identifikationskursus i Irma, hvor denne svamp indsamlet i Sverige ofte sælges i det sene efterår med tilhørende skiltning. Svampen er typisk en lille lav sag, der er 2 til 5 centimeter høj, selv om den sagtens kan vokse sig væsentlig større. Farven på den kantarellignende hat er diskret gråbrun, så den let forveksles med visne blade, så den kan være svær at få øje på. Den vokser normalt i grupper, så har man først fundet én, er der næsten altid pænt med naboer. Den sikre bestemmelseskarakter får man, når man ser på svampens stok, der har en markant kontrasterende bleggul farve, der strækker sig fra foden og op til de nedløbende lameller.

I år har mængderne været moderate, og selv om vi har opfattet efteråret som vådt, har det ikke været vådt nok – set fra tragtkantarellens perspektiv. Men skulle vi få en fugtig periode, før frosten melder sig, er det bare med at komme ud i skoven og samle til huse. Det giver mange glade stunder ved spisebordet vinteren igennem.