Det tidlige forår har sine helt egne bebudere i Langesø. Det er de vilde blomster, jeg taler om. De kommer trofast år efter år. Venner der dukker op i velkendt rækkefølge. Man ved aldrig præcis hvornår – hvert år har sin egent takt og dermed sin egen charme. Men man ved hvem der dukker op.

Den første er normalt Følfod. En lille duknakket sag, der stikker en lang skællet hals op i slutningen af marts. Ofte på bar jord eller på en ugæstfri skråning. En meget stedbundet plante. Vinteren er for alvor på retur, når Følfod viser sig. Der er ikke mange i Langesø, men de er der. Og så har den et morsomt-klingende latinsk navn Tussilago farfara – nemt at huske. Den blev i ældre tid brugt som lægeplante mod luftvejslidelser, da den angiveligt er slimløsende og skulle hele sår, hvis den bruges som omslag. Den bør ikke indtages i større omfang, da den er svagt giftig.

De er to andre kandidater der slås om at komme først, og det ender som regel med dødt løb: Hulrodet Lærkespore og Vorterod.

Lærkesporen (Corydalis cava) har sin egen pyntelige elegance med sine ranke blålilla blomsterstande, der harmonerer så nydeligt med de hvide anemoner i år. Den er karakterplante for bøge- og egeskove, og den optræder flittigt under krat og læhegn. Lærkesporen breder sig villigt og er en ren og gratis fornøjelse som en del af den vilde naturhave. Grav den op, når den er afblomstret og sæt den i et lyst bed og husk at tage mest muligt at den oprindelige jord med, da rodknolden godt kan sidde ganske dybt. Det skal nok lykkes, og den kommer trofast igen år efter år.

Vorterod (Ranunculus ficaria) er nem at kende på sine lysende gule, næsten blanke otte-tallige blomster og graver man et eksemplar op kan man hurtigt se, hvorfra planten har fået sit navn. Den har ganske rigtig en knoldet eller en vortet rod og formerer sig med hjælp fra myrer. Vorteroden udvikler yngleknopper, der sidder mellem stængel og blad og rummer næring, og det sætter myreren pris på og udbreder hjælpsomt planten. Så den skal nok brede sig, hvis ellers jordbunden er til det. Den kan godt lide at gro skrænterne ned mod Gurre Å. Medicinsk har den ifølge litteraturen især udmærket sig til brug mod hæmorroider i form af salve. Det står alle frit for at prøve sig frem med den lokale naturmedicin.

Se også efter lungeurt og ramsløg. Der er pæne bestande af begge dele i området.