Japansk Pileurt er en forfulgt indvandrer – og med rette. Får den lov at formere sig uhindret, kvæler den stort set al nabovegetationen og ender med at være næsten umulig at udrydde. Den er en ægte invasiv art, men det er faktisk muligt at få styr på den.
Her i Langesø er der adskillige bestande – store som små. Det vigtigste er, at Pileurten ikke får lov at brede sig frit. Altså at man hver især yder sin indsats på egen grund. Da vi overtog Slåenvej 7 i år 2000, var der pænt med Pileurt på parcellen. I dag er den så godt som udryddet her hos os. Metoden er enkel, men krævende: Den hedder stædighed. Man skal kort og godt blive ved med at forfølge planten, og på et tidspunkt må den give op. Der går sikkert adskillige år, men det gælder blot om at vise den, hvem der bestemmer.
Alle grønne planter er totalt afhængige af sollys, som de høster via deres blade og stængler. Fjerner man blade og stængler, får planten ikke tilført nogen energi, og på et tidspunkt dør den. Den ”sulter ihjel”. Men Pileurt er lidt af en snyder, da den har sat rigtig meget energi i banken – eller rettere gemt energien i rødderne, så der er betydelige reserver at tære på. Forsyningerne er dog ikke ubegrænsede, så der er god chance for succes, blot man er vedholdende nok.
Det centrale er at fjerne alle skud og alle blade og at gøre tit og konsekvent, og så snart man ser de mindste grønne dele. ”Tit” er her minimum en gang om ugen. Det er særligt vigtigt i det tidligere forår, når de første skudspidser stikker næsen op over jorden. Planten er svækket af vinterens kulde og mørke og kører på reserverne, så nu er den særligt følsom. Har man mod på det, er det en fordel at fjerne mest muligt af rodnettet. Det er dog et større job og har ofte kun moderat effekt, men alt tæller i den gode kamp.
Og kampen bliver langvarig. Vi taler ikke blot om én sommer, men om adskillige, hvor man ikke må lade Pileurten få fred på noget tidspunkt og samle mere energi. Det er den konstante, langvarige og totalt brutale mobning, der fører til det gode resultat. Ingen barmhjertighed. Det er dog en trøst, at arbejdet bliver mindre og mindre fra år til år, i takt med at planterne svækkes af den totale krigsførelse. Man kan se resultatet af sin indsats, og det holder motivationen kørende. Denne luge-metode er i øvrigt også effektiv mod Skvalderkål, hvis man skulle have behov for at bekæmpe eller begrænse denne ellers smukke plante.
Der anbefales mange andre metoder til bekæmpelse af Pileurt: Sprøjtning, skygge fra andre planter, plastdækning og adskilligt andet. Fælles for alle løsninger er, at de har begrænset effekt, og reelt er de værdiløse, hvis de ikke kombineres med store doser mangeårig stædighed og rettidig omhu. Her er lugning langt det nemmeste at håndhæve.
Men Pileurten har som så mange andre tvivlsomme eksistenser også sine gode sider. Den er spiselig og skulle endda smage godt. Det kan virke overraskende, indtil man ser nærmere på botanikken: Pileurt tilhører ikke forbavsende Pileurtfamilien, men det gør gode solide madplanter som Rabarber og Boghvede også, og slægtsskabet fornægter sig ikke.
Pileurt bruges uden for landets grænser i utallige gastronomiske sammenhænge. I Japan koges de unge afløvede skud som asparges, og de indgår også i den klassiske Tempura-tilberedning, hvor de dækkes af en tynd dej og dybsteges. Skuddene skulle være let sødelige og også rumme oxalsyre, og de kan derfor bruges til kager og tærter – for eksempel til en crumble, som er velkendt fra Rabarber.
Ikke nok med at Pileurt er velsmagende, så er den også angiveligt sund. Den har et bemærkelsesværdigt højt indhold af Resveratrol, som man normalt forbinder med rødvinens livgivende egenskaber. Et stykke Pileurt-tærte skulle derfor være lige så godt for helbredet som et glas rød Bordeaux.
Interesserer man sig for usædvanlige spiselige planter – det være sig vilde arter som haveplanter – kan jeg varmt anbefale Stephen Barstow’s ”Around the World in 80 Plants”. Den fås på Amazon.